Sårbare medarbejdere fyres uden grund
Arbejdsgivere bruger lavkonjunkturen som en undskyldning for at fyre folk, de ikke bryder sig om, selvom virksomheden ikke er i problemer. Det går ikke, siger HK.
Hvis man er gravid, flexjobber eller senior er risikoen for at blive fyret på et tyndt grundlag blevet betydelig større som følge af den økonomiske krise.
Efter flere års nedgang i antallet af usaglige afskedigelser, så tegner 2009 til at blive et dårligt år for anstændig arbejdsgiveropførsel.
- Vi kan se, at antallet af sager om usaglig afskedigelse nu igen er på vej op. I 2008 førte vi 85 sager, men i 2009 har vi allerede ført 75 sager. Og der er stadig fem måneder tilbage af året, siger Jeanette Hahnemann, som er juridisk konsulent i HK.
Ser man på antallet af sager, som HK har ført siden it boblen sprang i 2001, viser det sig, at de danske arbejdsgivere hurtigere griber til sablerne, når det økonomiske marked bliver ustabilt.
- Problemet er, at virksomhederne siger, at de fyrer medarbejdere, fordi de tjener færre penge, end de har gjort de sidste par år. Men eftersom der har været en voldsom fremgang i de år, er det et dårligt argument. Tager man et gennemsnit af disse virksomheders indtjening over flere år, så viser det sig gerne, at den er meget stabil, forklarer Jeanette Hahnemann.
HKs forbundsformand Kim Simonsen ryster på hovedet af firmaernes ufine fyringsmetoder.
- Det er en tåbelig måde at skaffe sig af med sine medarbejdere. Arbejdsgiverne ved jo godt, at det kan føre til retssager, siger han.
Kim Simonsen mener ikke, at funktionærloven straffer arbejdsgiverne hårdt nok. Selv i de groveste tilfælde kan en arbejdsgiver kun dømmes til at skulle betale medarbejderen en godtgørelse, der svarer til seks måneders løn.
En sådan straf falder meget sjældent.
Oprettet: 19.08.09, kl. 15.40
Redigeret: 19.08.09, kl. 16.02
Ophavsret
Udgivet <19.08.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
