Finansloven dumper uddannelsessystemet
Det nye finanslovsforslag viderefører de mange besparelser på uddannelsesområdet fra finansloven for 2011. Besparelser, som allerede kan mærkes på landets handelsskoler.
Den nye finanslov dumper uddannelsessystemet. Finansloven for 2012 viderefører nemlig besparelserne på 2,6 milliarder kroner på uddannelsesområdet fra finansloven for 2011. Besparelserne vil i 2013 bevæge sig op over 5 milliarder kroner, og allerede nu kan man se, hvilke konsekvenser, det har givet, og hvad det kommer til at betyde i fremtiden.
På landets handelsskoler har besparelserne især været mærkbare. Særligt når det gælder HG-klasserne og AMU-kurser. Alene på AMU-kurser indenfor HK-området førte det allerede i 1. kvartal 2011 til en nedgang i aktiviteten på 40 procent.
HK’s formand, Kim Simonsen mener, at udviklingen er katastrofal.
- I en tid, hvor den danske økonomi er gået helt i stå, ser vi nu, at den opkvalificering af arbejdskraften, der skal få os ud af dødvandet, også er gået i stå, siger han.
Halvering af antal kursister
EUC Sjælland er et af de mange uddannelsessteder, der har mærket besparelserne. Alene på AMU-kurserne har man oplevet en halvering i antallet af kursister.
- Regeringen har dannet et prisloft, der betyder, at ledige kun må deltage i kurser, der koster 3.500 kroner eller derunder. I nogle situationer kan et kursus koste 3.550 kroner. Det er en mærkelig situation at skulle sige nej til den ledige, der ikke kan komme på kursus, fordi det koster 50 kroner for meget, siger Vibeke Pakkenberg, uddannelsesdirektør for erhvervsuddannelser på EUC Sjælland
- Besparelserne har betydet en halvering i antallet af kursister på vores AMU-kurser. Der bliver samtidigt skabt en stor bunke med frustrerede ledige, der ikke kan holde deres kompetencer ved lige, når de ikke kan komme til disse kurser, siger hun.
Regeringens genopretningsplan fra 2010 og efterfølgende finanslov for 2011, reducerede ikke bare efteruddannelserne. På erhvervsuddannelserne har man også startet den store grønthøster. I 2011 og fremover, skal der spares på alle dele af erhvervsuddannelserne. Især det merkantile grundforløb – HG-klasserne - der i forvejen slås med store problemer som frafald på næsten 60 procent og mangel på praktikpladser, har oplevet sparekniven. I 2013 kommer man her op på en besparelse på 14 procent.
Tvunget til at leve af puljer
Poul Søe Jeppesen, direktør for Ålborg Handelsskole, mener, at skolen har oplevet en besværliggørelse af finansieringen af uddannelserne. For skolens HG-klasser har besparelserne haft indvirkning på midlerne i en grad, der har givet skolen anledning til at søge midler fra mange forskellige puljer.
- Konkret har besparelserne betydet, at vi har været nødt til at søge midler fra en masse puljer for at kunne følge med. Vi har søgt penge fra regionens uddannelsespuljer, undervisningsministeriets puljer, AER-puljer og fra vækstforum. Vi har heldigvis fået de nødvendige midler, men jeg er sikker på, at der ikke er mange uddannelsesinstitutioner, der har været lige så heldige som os, siger han, og fortsætter: Besparelserne har ikke betydet, at der i vores HG er færre lektioner og højere klassekvotienter. Men tilgangen har været betydeligt lavere her til august end den har været tidligere.
HK: Økonomien skal genoprettes
HK’s formand, Kim Simonsen mener, at man skal holde fast i, at genoprettelsen af økonomien for uddannelserne er ekstremt vigtig.
- Selvom der nu er gået valgkamp i den, må vi ikke glemme den skade regeringen har forvoldt på hele uddannelsesindsatsen. En genopretning af uddannelsesøkonomien er derfor bydende nødvendig efter et valg, siger han.
Oprettet: 24.08.11, kl. 13.55
Redigeret: 26.08.11, kl. 11.28 af Ole Sønderby Petersen
Læs mere
Finansloven for 2012 viderefører besparelserne på uddannelsesområdet fra finansloven for 2011.
Den lagde op til, at der i år bliver sparet 2,6 milliarder kroner på uddannelsesområdet, og i 2013 vil blive sparet over 5 milliarder kroner.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
På AMU-kurser indenfor HK-området førte det allerede til 1. kvartal 2011 til en nedgang i aktiviteten på 40 procent.
Kilde: Uddannelsesnævnet
Regeringens genopretningsplan fra 2010 og efterfølgende finanslov for 2011, reducerede også det merkantile grundforløb kraftigt. I 2013 kommer man her op på en besparelse på 14 procent.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Ophavsret
Udgivet <24.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
Kommentér artiklen
Håbløse VKO!
[26.08.11] Af Thomas
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat