Kontakt til arbejdspladsen er vigtig
Sygefravær er blevet mindre tabubelagt på arbejdspladsen. Men mere end hver anden langtidssygemeldt har ikke haft mulighed for at arbejde på en måde, der passede til deres situation. Det viser ny undersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet. Problematisk, mener HK.
Det er utrolig vigtigt, at langtidssyge bevarer kontakt til arbejdsmarkedet. Men det kræver, at arbejdsgiveren tager hensyn til den enkeltes sygdom, så den sygemeldte får støtte til at vende tilbage til jobbet. Det mener HK, der derfor har blandede følelser for den nye undersøgelse om sygefravær, som Beskæftigelsesministeriet netop har offentliggjort. Den viser på den positive side, at mere end hver anden dansker oplever en større åbenhed om sygefravær. Og syv ud af ti oplever, at det i dag er let at tale om sygefravær på arbejdspladsen.
På den negative side viser den, at mere end hver anden af dem, der har været langtidssygemeldte inden for de seneste tre år, ikke har fået mulighed for at arbejde på en måde, der passede til deres situation.
- Det er dejligt, at sygefravær ikke længere er så tabubelagt, og at det er blevet mere naturligt at have kontakt til sin arbejdsplads under sygefravær. Det er vi helt enige med beskæftigelsesministeren i. Med den lille tilføjelse, at det er vigtigt at respektere, at hvis sygdommen skyldes arbejdsgiveren – det kan for eksempel handle om psykisk sygdom på grund af mobning - så er det ikke en god idé, at arbejdspladsen ringer og hele tiden følger op på den enkelte, siger Mette Kindberg, næstformand i HK og fortsætter:
- Men det, der gør os bekymret ved undersøgelsens resultater, er at der stadig er mange – faktisk 52 procent – af de langtidssyge, som ikke har fået mulighed for at arbejde på en måde, der passede til deres situation. Hvis loven skal virke efter hensigten, så så mange som muligt af de syge stadig er tilknyttet arbejdsmarkedet i det omfang, de kan, så er det afgørende, at arbejdsgiveren giver plads til nedsat tid, ændrede arbejdsopgaver eller tilbyder hjælperedskaber. Så det vil vi gerne appellere til, at endnu flere arbejdsgivere bliver opmærksomme på, siger hun.
Gå videre til...
Fakta om sygefravær:
- Hver anden (51%) oplever generelt større åbenhed om sygefravær på sin arbejdsplads, mens 21% ikke mener, at det er tilfældet. 27% svarer ”ved ikke”.
- Knap to ud af tre (63%) oplever, at det er blevet mere almindeligt for kolleger at genoptage arbejdet, selvom de ikke er helt raske.
- 71% mener, at det er let at tale om sygefravær på arbejdspladsen.
Af de respondenter, der selv har prøvet at være langtidssygemeldte inden for de seneste tre år gælder:
- For 70% holdt arbejdspladsen kontakt under sygemeldingen.
- Hver anden (47%) fik mulighed for at arbejde på en måde på en måde, der passede til deres situation – for eksempel på nedsat tid eller med andre opgave, mens 52% ikke fik den mulighed (og 1% svarer ”ved ikke).
- For personer, der har været langtidssygemeldt inden for det sidste år, fik 53% mulighed for at arbejde under sygdom, mens det kun gælder 39% af sygemeldte for 2-3 år siden.
Kilde: Undersøgelse blandt 1.500 udvalgte personer om deres kendskab, holdninger og egne erfaringer med langtidssygemelding. Foretaget af Analyseinstituttet YouGov for Beskæftigelsesministeriet.
Oprettet: 22.08.11, kl. 14.42
Redigeret: 22.08.11, kl. 14.46 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs mere
Det mener beskæftigelsesminister
Inger Støjberg om undersøgelsen:
- Jeg glæder mig derfor over, at vi er blevet langt bedre til at snakke om sygefravær på arbejdspladsen. For tør vi tage en åben snak, kan vi langt bedre sikre, at sygemeldte kommer helt eller delvist tilbage til arbejdspladsen.
- I dag vender én ud af fem aldrig tilbage til arbejdspladsen efter et års sygemelding. Det er den barske virkelighed. Derfor glæder jeg mig over, at der de sidste år er blevet færre personer, der er sygemeldt mere end et år. Det tyder på, at dialogen kan gøre en forskel.
Ophavsret
Udgivet <22.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
en af dem
[25.08.11] Af Hanne
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat