Lena: Jeg er en stolt arbejder
Lena Høegh er fleksjobber og utrolig glad for at have et job at stå op til. Utroligt glad for at blive taget godt imod på en arbejdsplads de 20 timer om ugen hendes krop kan holde til. Hun ønsker alle andre syge den samme mulighed.
Jeg er fleksjobber. Jeg er så glad og taknemmelig for, at denne ordning findes, og at jeg både blev visiteret til fleksjob og har fået arbejde, hvilket ikke altid er en selvfølgelighed.
Men jeg er også en stolt arbejder. Jeg vil ikke pive og klynke, og jeg vil ikke ynkes af hverken kolleger eller andre. Jeg fik en kronisk, fysisk sygdom og måtte opgive mit daværende liv. Det var hårdt. Jeg var gået i gang med anden del af mit liv, barnet var flyttet hjemmefra, og drømmeuddannelsen på universitetet skulle nu fuldføres. Det satte sygdommen en konsekvent stopper for. Det var hårdt, og det tog tid at erkende det, men det er ikke nogens skyld, hverken lægens eller samfundets. Det er sådan noget, der sker.
Når sygdomserkendelsen så er indtruffet efter x antal måneder og år, må man se sig om efter, hvordan livet så kan leves.
Lægen nævnte fleksjob, og processen med afklaring osv gik i gang; den vil jeg ikke trætte med her :-)
Jeg fik mit første fleksjob med det samme efter arbejdsprøvningen og var i den syvende himmel – et halvt års tid. Så begyndte ledelsen at puffe til at få lidt mere ud af mig, uden at ville gå ned i tilskud til mig. Jeg var dybt forbavset. Det endte skidt, men med HKs hjælp landede jeg forholdsvis blidt.
Jeg var arbejdsløs et halvt år, og målløs tilmed, for hvorfor er der ikke flere virksomheder, der ved, hvor fantastisk en ordning det her er? Jeg skrev ansøgninger, jeg spurgte mig for, jeg læste annoncer, så det drev.
Så fik jeg mit andet fleksjob, igennem min mands netværk. Livet var igen skønt, der var noget at stå op til hver morgen, og jeg havde det dejligt. Et halvt år. Så kom krisen. Der var ikke nok at lave, og det vidste jeg jo godt. Hjem igen.
Så blev det min tur til et tåbeligt jobsøgningskursus. Det vil jeg heller ikke trætte med her, men hold da op, hvor var det dårligt!
SÅ fik jeg mit tredje og nuværende fleksjob for et år siden. Det startede som en praktik og endte med et job.
Lykkelig igen. Efter at have stået ved vinduet hver morgen og set de andre drage af til arbejde, er det igen min tur til at virke.
Kolleger, der hilser. Nøgler, man har ret til at bære. Kodeord til PC, der er mit. Nogen, der forventer jeg kommer og gør mit arbejde.
Jeg føler mig igen vigtig og værdig. Jeg takker samfundet for denne mulighed. Når jeg går på arbejde, mærker jeg ikke sygdommen imens.
Hele den psykiske side med at høre til i en sammenhæng holder mig oppe og gør livet værd at vågne til. Jeg ønsker alle syge danskere denne mulighed, og jeg synes, vi bør kunne rumme den i vores økonomiske samfundsstruktur.
For jeg har masser at give, jeg har masser af kræfter i de 20 timer ugentligt, hvor jeg er på arbejde. Jeg har livserfaring, jeg har humør, overskud til andre, kærlighed til mine medmennesker og er ikke pernitten med, hvad jeg skal lave, bare jeg bliver behandlet ordentligt. Nøjagtigt den samme forventning, som jeg har haft på mine arbejdspladser, før jeg blev fleksjobber.
Af Lena Høegh
Oprettet: 25.08.11, kl. 10.22
Redigeret: 25.08.11, kl. 10.22 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs mere
Historier fra fleksjobbernes synspunkt
Vi bringer fremover de beretninger, vi får tilsendt fra fleksjobbere. Dorte Betz' er den første i rækken. Nyhedsmagasinet HK har ikke undersøgt de enkelte historier nærmere og tager ikke stilling til sagsgangen i dem. Historierne er udelukkende fortalt af fleksjobberne selv – og derfor også kun set med fleksjobbernes egne øjne.
Læs artikler om den politiske debat
Læs hvad HK mener om fleksjob
Fortæl din historie
Er du i fleksjob? Fortæl os din historie. Nyhedsmagasinet HK vil gerne høre om både de gode og de dårlige oplevelser.
Nyhedsmagasinet HK vil også gerne høre fra dig, hvis du har oplevet ikke at få den overenskomstmæssige løn inden for det område, du er ansat. Har du gjort noget ved det? Skriv og fortæl os om det.
Som fleksjobber har du altid ret til den løn og de rettigheder, som overenskomsten inden for dit arbejdsområde dikterer. Det slog en Højesteretsafgørelse fast sidste år, men Nyhedsmagasinet HK vil gerne undersøge, om det er taget til efterretning over hele landet.
Læs mere om reglerne her:
Slut med uklarhed om fleksjobberes løn
Ophavsret
Udgivet <25.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


Kommentér artiklen
Lige mine ord...
[26.08.11] Af B. Pedersen
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat