Nye praktikpladser et plaster på såret
HK Ungdom glæder sig over, at regeringen endelig har lyttet til de mange unge, der har brug for en praktikplads, så de kan få en uddannelse. Men behovet er langt større end de 1.000 pladser, vækstpakken kan give.
Som en del af regeringens vækstpakke bliver det et krav, at der oprettes praktikpladser, når det offentlige laver store udbud. Derudover oprettes der flere skolepraktikpladser. Det vil være et plaster på såret, mener HK Ungdom. Men behovet er langt større. Lige nu mangler tæt på 10.000 unge en praktikplads. Vil man være butiks- eller kontorassistent, er man således i konkurrence med de 3.000 andre, der mangler en praktikplads på den merkantile indgang.
- Selvfølgelig er det godt, regeringen nu langt om længe får taget hul på at løse problemet. Jeg havde bare håbet på, de ville gøre sig lidt mere umage og ikke bare komme med en panik-før-lukketid løsning. Det er mildest talt noget af en spand koldt vand at få i hovedet, når man har lyttet til alle opfordringer om at tage en uddannelse, men så bliver stoppet i det, fordi man ikke kan få en praktikplads, siger formand for HK Ungdom Dan Larsen.
HK Ungdom foreslår, at kommunerne lige som regionerne og staten forpligter sig til at ansætte flere elever. Den offentlige sektor står kun for uddannelsen af cirka 10 procent af de unge. Men den udgør næsten en tredjedel af hele arbejdsmarkedet.
- Det er et dybt alvorligt problem, at vi risikerer at tabe mange unge på gulvet, fordi de ikke kan gøre deres uddannelse færdig. Derfor synes vi også, at kommunerne burde løfte deres del af opgaven, siger Dan Larsen.
Oprettet: 23.08.11, kl. 15.43
Redigeret: 23.08.11, kl. 15.58 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs også
Flere praktikpladser - endnu flere praktiksøgende
De studerende på de merkantile uddannelser har fået flere praktikpladser til rådighed. Begejstringen for uddannelserne er dog eksploderet, hvilket betyder, at endnu flere studerende har brug for en praktikplads. Virksomhederne og kommunerne må tage ansvar, siger HK Ungdom.
Regeringens vækstpakke
Ophavsret
Udgivet <23.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat