Sådan sikrer du god jobstart efter barsel
Planlæg dit arbejdsliv efter barsel, allerede mens du er gravid. Stil krav til dit job. Og del barselsorloven med din mand. Det er nogle af de råd, en ny bog kommer med for at gøre det nemmere at vende tilbage til jobbet efter barselsorlov.
Det kan være svært at vende tilbage til jobbet efter barsel, fordi du selv har ændret dig, og der måske også er nogle ting på arbejdspladsen, der har ændret sig. Men der er mange ting, du kan gøre for at sikre, at du får en bedre start efter at bleer og sutteflasker har fyldt alt i dit liv i mange måneder. Det skriver journalist Lotte Kirkeby Hansen og forlagsredaktør Lene Wissing om i bogen ”På job efter barsel – guide til dit nye arbejdsliv”, som udkommer i denne uge.
De mærkede på egen krop, hvor mange udfordringer der var ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet efter at have været på barsel, og da de oplevede, at mange stod i samme situation uden at ane, hvad de skulle stille op, besluttede de sig for at lave en guide.
- Man kommer ofte tilbage til ændrede arbejdsopgaver, når man vender tilbage fra barsel. Vi har hørt mange, der har oplevet, at de før havde spændende udviklingsopgaver og pludselig kun står med driftsopgaver. Mange kommer tilbage med et stort videnshul og føler sig udenfor fællesskabet og uden ret til at stille krav om noget, fordi de slet ikke har fulgt med i, hvad der er sket på arbejdspladsen, mens de har været væk, fortæller Lotte Kirkeby Hansen.
Stil krav og planlæg
Det første, man bør være opmærksom på, når man vender tilbage på job efter barsel er ifølge Lotte Kirkeby Hansen, at man ikke opfører sig for ydmygt. Det har mange en tendens til, fordi de føler, det er besværligt for arbejdsgiveren, at de har været væk på barsel.
- Man bør komme tilbage med større selvfølgelighed. Der skal fødes børn, og det er okay. Og man skal huske, man har krav på de samme ting - lønforhandling, bonus og så videre – også under sin barsel. Så der er ingen grund til at komme ind med hatten i hånden og nærmest undskylde for, at man har været væk og fået et barn, siger hun.
Hun mener, det vigtigste derudover er, at man tager et ansvar for at planlægge sin egen tilbagevenden til jobbet.
- Man skal forberede sig godt, allerede inden man går på barsel. Folk køber tremmesenge og bleer og planlægger alt på den private front op til fødslen, men de får ikke forberedt sig i det professionelle liv. Man bør tale med sin chef. Sørge for at få fortalt om de ønsker, man har, når man kommer tilbage. Det er faktisk helt okay at sige ”Ja, jeg skal snart være væk i et stykke tid, men når jeg kommer tilbage, vil jeg gerne det og det.” Man skal turde udtrykke sin ret og det, man har lyst til, selv om man skal på barsel, siger hun.
Hun er klar over, det kan virke grænseoverskridende for nogle. Men hun har hørt fra mange, der har gjort det, at de har fået positiv respons fra arbejdsgiver og kollegaer på, at de har været ærlige og har turdet stille krav.
At tage al barsel har konsekvenser
Da Lotte Kirkeby Hansen og Lene Wissing begyndte at skrive bogen, havde de bestemt sig for at lave et særligt afsnit med gode råd til mænd om barsel. Afsnittet kom dog til at fylde mere og mere, fordi det for alvor gik op for dem, hvor få mænd, der tager barsel – og hvor meget det betyder for kvinders karriere.
- Vi har derfor i bogen gjort meget ud af at gøre kvinder bevidste om, at de sagtens kan tage den lange barsel, men så skal de bare vide, at det har nogle konsekvenser for løn, pension og så videre. Og så kan man heller ikke bagefter blive ked af, at chefposten gik til en anden. Det er svært at blive forfremmet, hvis man ikke er der, siger Lotte Kirkeby Hansen.
Rådene fra hende og Lene Wissing lyder derfor:
Kvinder: Overvej barslens betydning i både den professionelle og private sfære. Planlæg arbejdslivet med børn. Køb en kalender og lav en tiårsplan. Tal med chefen og stil krav.
Mænd: Tag barsel. Diskuter det derhjemme. Prøv at få nogle flere måneders barsel lokket fra konen ved at se på de konsekvenser, det vil have, hvis konen hamstrer det hele. Og se det som en udfordring at få skabt en positiv barselskultur for mænd på jeres arbejdsplads.
Gå videre til...
Det siger de om det at vende tilbage på job efter barsel:
Christine Ekstrand, tidligere efterarbejds-koordinator i filmbranchen og hjemmegående, mor til to børn: ”Man stikker sig selv blår i øjnene ved at tro, at man kan levere det samme på jobbet, efter at man har fået børn. Det kan man ikke.”
Susanne Hoeck, journalist, leder af karrierenetværket WOW Executive Network, mor til tre: ”Der er ingen skam i at sige, at man elsker sit arbejde og prioriterer det højt. Det betyder ikke, at man skal have dårlig samvittighed.”
Charlotte Mau-Sørensen, projektsygeplejerske på Rigshospitalet, mor til tre: ”Det er vigtigt, at der bliver skabt et rum for at tale om de ting, der kan være svære i kølvandet på en barsel. Og jeg synes, at lederen har et kæmpe medansvar for at skabe det rum.”
Marie Gradert, konsulent, initiativtager til barselsnetværk i DJØF, mor til en: ”Vi vil også noget med vores karrierer, vi skal ikke bare gå til grunde, fordi vi holder barsel. Og så skal vi turde give slip og give plads til at fædrene kommer på banen.”
Anette Bach, specialkonsulent, mor til tre: ”Jeg har tidligere været meget skeptisk over for kvoter og øremærkninger. Men jeg er kommet til den konklusion, at jeg skulle have været skubbet. En øremærkning havde været god, for jeg havde aldrig givet slip på barslen selv.”
Nina Smith, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aarhus universitet, mor til fire børn: ”Jeg er blevet skældt meget ud for at sige, at kvinder er en dårligere arbejdskraft end mænd, fordi de holder lange barsler, går ned i tid og påtager sig hovedansvaret derhjemme. Men der er brug for, at det bliver sagt højt. Så længe det er en tavs viden, som kvinderne ikke selv gennemskuer, før det er for sent, gør det deres valg meget sværere…..Hvis man synes, det er vigtigt med de rigtige servietter, speltboller og et hav af kulturelle oplevelser med sine børn, så har man valgt at leve sit liv på en bestemt måde. Og det skal man da helt sikkert have lov til. Men så skal man gøre sig klart, at det er et valg. Så har man valgt dele af arbejdslivet fra, så bruger man ikke sin uddannelse optimalt, og så kan man ikke komme og gøre krav på en stol i bestyrelseslokalet.”
Kilde: ”På job efter barsel – guide til dit nye arbejdsliv”, af Lotte Kirkeby Hansen og Lene Wissing
Oprettet: 25.08.11, kl. 09.57
Redigeret: 25.08.11, kl. 10.12 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs mere
Gode råd – sådan sikrer du god jobstart efter barsel:
Før barslen:
- Planlæg på forhånd, hvordan du vil holde barsel, og hvordan du vil vende tilbage til jobbet. Men giv dig selv liv til at revidere din plan. Måske opdager du, at den slet ikke holder.
- Fastsæt et møde med din chef, inden du går på barsel, halvvejs i forløbet og lige inden, du kommer tilbage. Og sæt selv dagsordenen.
- Hold snor i din arbejdsplads. Trop op en gang imellem og vis flaget, i det mindste på uofficielle visitter og til sociale sammenkomster. Hold dig orienteret om, hvad der sker på arbejdspladsen – uden at skulle tjekke mails hele tiden.
- Mange er bange for at blive overtrumfet af en dygtig vikar. Men giv dit besyv med om, hvilken type vikar, der er brug for til din stilling. Prøv at lære vikaren at kende, inden du går på barsel og hold kontakt undervejs – uden at du blander dig i den daglige drift. Så bliver det nemmere, når vikaren skal overdrage butikken til dig igen.
- Det kan være svært at forhandle løn, når du ikke er på jobbet, men allier dig med din tillidsmand. Tjek din overenskomst og din ansættelseskontrakt. Hvis du har ret til en årlig lønforhandling, til efteruddannelse eller bonus, gælder det også under din barsel.
- Meldt klart ud til dine kollegaer og chef, hvor meget kontakt du vil have med dem under din barselsorlov – og hvilke informationer du gerne vil have under din barsel.
Efter barslen
- Pas på med at isolere dig og drukne dig i opgaver den første tid. Brug også tid på at smalltalke og finde ind til dine kollegaer igen.
- Lad verden vide, du er tilbage, afstem forventningerne og kommuniker klart og tydeligt, på hvilke vilkår du er tilbage.
- Insister på, at du også er en professionel person, selv om der står ”lige kommet tilbage fra barsel” i panden på dig.
- Lær at acceptere dobbeltheden i, at dit private og professionelle liv er forandret, mens dine kollegers synes status quo.
- Træk på dine kollegers erfaringer omkring barselsorlov.
- Accepter at dit arbejdsliv nu har en ubekendt faktor – og at barnets første sygedag ikke vælter verden.
- Gør løbende status og tillad dig selv at rette ind og ændre kurs, hvis dine behov viser sig at være anderledes, end du troede.
- Prøv at gennemskue dine inderste behov, realiser dem og drop de små løgne. Nogle får ondt i huden af at være adskilt fra deres barn. Andre har det fint med at arbejde igennem og hente barn fem minutter i lukketid. Vær ærlig omkring, hvilken type du er.
Særlige råd til mænd:
- Husk at du har ret til at gå på barsel.
- Hvis du er privatansat, så forsøg at få nogle anstændige forhold omkring barsel føjet ind i din kontrakt, just in case.
- Forbered dig på en vis modstand. Både fra din kone, din arbejdsplads og dine omgivelser. Du er i gang med at ændre en kultur.
- Forklar din kone, at det kan gøre det nemmere for hende både derhjemme og på arbejdsmarkedet, hvis I deles om forældreansvaret, og du får lov til at tage barsel.
- Opsøg andre fædre. I nogle kommuner findes der legestuer, babysvømning og andre tiltag for fædre på barsel og deres børn.
Kilde: ”På job efter barsel – guide til dit nye arbejdsliv”, af Lotte Kirkeby Hansen og Lene Wissing
Ophavsret
Udgivet <25.08.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.



Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat