Udlært til arbejdsløshed
Trods uddannelse og masser af gåpåmod er det kun blevet til tre jobsamtaler for Rasmus Rosberg Sørensen, siden han blev udlært som speditør for over to år siden.
Ung, uddannet og uden job. Rasmus Rosberg Sørensen er en del af den generation, som arbejdsmarkedseksperter advarer om ikke at tabe.
De sidste to år og to måneder har den stået på intens jobsøgning for den 28-årige speditørassistent, der indtil videre kun har fået tre jobsamtaler ud af sit ihærdige arbejde.
- Arbejdsgiverne bliver jo bombarderet med ansøgninger. Jeg har for eksempel søgt et job inden for Rigspolitiet, hvor jeg skulle lave simple tasteopgaver. De fik 1.306 ansøgere! Jeg var én i bunken, og hvad er sandsynligheden for, at jeg uden erfaring kan slå alle i den bunke, spørger han.
Fristet af opsvinget
Det så ellers ud til, at Rasmus Rosberg Sørensen havde fundet en gylden branche, da han tilbage i 2007 startede som speditørelev i den store multinationale distributionsvirksomhed Geodis Wilson.
- Jeg blev hurtigt grebet af idéen om, at du som speditør er kundens problemknuser, og der var jo blomstrende opsving, så de hev en masse nye folk ind. Jeg blev faktisk hurtigt sat til at oplære andre, så jeg fik også et stort ansvar, fortæller han.
Men i 2009 vendte verdensøkonomien, og det kolliderede med, at han stod færdigudlært.
- Min chef kom simpelthen ind og sagde: Vi ved godt, at vi lovede dig guld og grønne skove, da vi hev dig ind, men der er ikke noget at lave nu her, siger Rasmus Rosberg Sørensen, der mener, at han blev fyret på det værst mulige tidspunkt.
Der kom nemlig flere og flere ledige speditører med mere rutine end ham, og samtidig lød kravet, at han skulle sørge for at aflevere mindst fire jobansøgninger om ugen.
- I starten var der måske ti relevante stillinger på en måned, men efterhånden sad jeg og skrev ansøgninger på stillinger, jeg slet ikke var kvalificeret til. På mange af dem skrev jeg til sidst, at de ikke skulle tage den seriøst, men at jeg bare skulle opfylde nogle krav, fortæller han.
Kæmper mod tiden
Efter et års jobsøgning prøvede Rasmus Rosberg Sørensen lykken med et løntilskudsjob i Københavns Brandvæsen. Men på trods af, at han igen fik ansvar for en masse opgaver, blev det heller ikke der til en fast stilling for ham. I august forsøgte han derfor en ny strategi. Selvom han allerede har en uddannelse, søgte han en stilling som kontorelev i en større virksomhed.
- Jeg håbede på, det ville give mig en mulighed for at udvikle mig og måske få et job der senere. Eller at finanskrisen måske ville gå over om et par år. Men jeg fik slet ikke jobbet, for de var bange for, at jeg ville komme til at kede mig som elev, fortæller han.
Med to år uden erfaring fra speditørbranchen er hans uddannelse ifølge ham selv blevet mindre og mindre værd. Og tiden tikker stille og roligt af sted hen imod, at han om et lille års tid mister retten til dagpenge, hvilket vil betyde, at han må tage sig et af de job, han så gerne vil undgå at ende i.
- Det ligger hele tiden i baghovedet og lurer, at jeg skal huske at melde mig ledig, skrive ansøgninger og få mig et job hurtigt. Der er en konstant trussel om, at hvis jeg ikke gør det godt nok, så ryger mine penge. Og ryger mine penge, så må jeg jo vælge både pest og kolera, forklarer Rasmus Rosberg Sørensen, der efterhånden føler, at han arbejder med at være arbejdsløs døgnet rundt.
Oprettet: 08.09.11, kl. 15.02
Redigeret: 08.09.11, kl. 15.04 af Niels Møller Madsen
Læs også
Langtidsledigheden på himmelflugt
Langtidsledigheden blandt HK’s ledige medlemmer er steget med 20 procent på bare et år. HK urolig for de tusinder, som risikerer at ryge ud af dagpengesystemet.
Mange ledige mister ret til dagpenge
Mange ledige mister retten til dagpenge på grund af de nye regler. Og mange af dem ender uden en krone i indtægt. Det viser ny analyse fra HK. Forsker kalder dagpengereformen for dårligt politisk håndværk.
Ledige frygter at miste dagpengeret
Arbejdsløse HK’ere ser dystert på mulighederne for at finde et nyt job indenfor to år, de har ret til dagpenge. Det viser ny undersøgelse blandt HK’s ledige medlemmer.
Ophavsret
Udgivet <08.09.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Er i samme båd :(
[10.09.11] Af Helle Johansen, Jobsøgende
Læs hele kommentaren
Den sorte VKO-regering!
[10.09.11] Af Thomas
Læs hele kommentaren
Ledig
[10.09.11] Af Lone Hansen, Kontorass.
Læs hele kommentaren
Læs retningslinier for debat