HK’ere dominerer statistikken over langvarigt ledige
Hver fjerde langvarigt ledig er HK’er, viser nye tal. Bo Gatzwiller, direktør for HK’s A-kasse, opfordrer virksomhederne til at henvende sig, og jobcentrene til at opkvalificere de ledige.
Hver fjerde af de langvarigt ledige på dagpenge er HK’ere, viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det er til trods for, at a-kassens medlemmer kun udgør 10 procent af alle forsikrede ledige.
- Jeg kan sige, at vi gør alt hvad vi kan for at få vores ledige i arbejde, men det kræver også, at arbejdsgiverne vil ansætte nogen med en længere ledighed bag sig, fortæller Bo Gatzwiller, direktør i HK’s a-kasse.
Ledige skal rådes over i andre brancher
Tallene er behandlet i en artikel i det seneste nyhedsbrev fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Her giver formanden for Dansk Erhverv Poul-Erik Pedersen flere forklaringer på, hvorfor HK’erne er overpræsenterede.
- Der er stor forskel på, om a-kasserne kun rådighedsvurderer indenfor egne fagområder, eller om de ser mere bredt på, hvilke jobs de ledige kan varetage, siger han.
Men HK’s a-kasse er opmærksomme på at vejlede bredt, ifølge Bo Gatzwiller.
- Hvis de ledige har problemer med at passe eller finde et job indenfor det område, de er uddannet til, så forsøger vi at guide dem over i et andet. Hvis de har brug for opkvalificering og videreuddannelse, må vi tale med jobcentrene om det, da det er dem, der skal sørge for aktiveringen af de ledige, fortæller han og fortsætter:
- Jobcentrene har en forpligtelse til at fuldtidsaktivere ledige med mere end 2½ års ledighed, og det lever de ikke op til nu. De har mulighed for at kvalificere de længerevarende ledige til andre områder.
Manglende pasningsmuligheder sætter grænser
Poul-Erik Pedersen mener også, at mange ledige butiksuddannede ikke står til rådighed for i job i butiksbranchen, da de har svært ved at få passet børn om aftenen og weekenden.
Bo Gatzwiller er enig i, at de skæve arbejdstider gør det vanskeligt i forhold til børnepasning.
- Butikkerne er jo efterhånden åbne hele tiden, og det er ikke muligt at finde pasningsmuligheder om aftenen og i weekenderne. Arbejdsgiverne må nok indrette deres vagtplaner mere fleksibelt i forhold til de ansatte.
Virksomhederne skal komme til os
I nyhedsbrevet fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, står der også, at virksomhederne i foråret forgæves forsøgte at besætte 2700 jobs som butiksassistent, kontorassistent og andre almindelige HK-erhverv.
Den efterspørgsel kan Bo Gatzwiller ikke genkende.
- Vi har hele tiden spurgt, hvor de virksomheder står og råber op om, at de ikke kan besætte de jobs? De henvender sig ikke til os. Det vil vi opfordre dem til at gøre, for vi vil meget gerne formidle jobs og sætte de ledige i gang med efteruddannelse og opkvalificering, hvis der er brug for det. Men det kræver, at virksomhederne synliggør deres behov, understreger han.
Oprettet: 05.12.08, kl. 11.05
Redigeret: 16.01.09, kl. 14.43 af
Læs mere i temaet:
Om langvarigt ledige
Næsten 90 pct. færre personer er i dag på dagpenge i over to år i forhold til i starten af 2005. I dag gør det sig gældende for godt 1.700 personer mens det i 2005 var godt 11.000
Kilde: jobindsats.dk
Ophavsret
Udgivet <05.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

