IBC Kolding vinder Undervisningsmiljøpris
Årets Undervisnings- miljøpris er blevet uddelt af Bertel Haarder. Blandt vinderne var handelsgymnasiet IBC Kolding.
Elevdemokrati og medbestemmelse var temaet for årets Undervisningsmiljøpris, som undervisningsminister Bertel Haarder overrakte d. 8. december. Prisen gives til uddannelsesinstitutioner indenfor fire områder, og vinderen i kategorien gymnasiale uddannelser blev handelsgymnasiet IBC Kolding.
Eleverne skal selv nominere
Eleverne skal selv nominere deres skole til prisen.
- Det skete blandt andet på baggrund af, at vi for et års tid siden har fået nyt rektor her på skolen. Han gør meget for, at vi elever får større indflydelse og er med til at skabe rammerne på skolen. Så vi ville gerne anerkende det han og lærerne gør, siger Jan Vejdiksen, næstformand i elevrådet på IBC Kolding.
Den nye rektor, Jesper Kjølhede, er stolt over prisen.
- At eleverne selv har indstillet skolen og de rammer, der er om uddannelsen, gør mig selvfølgelig stolt. Det er et signal om, at eleverne vil deres skole og vil vise den frem. Og det betyder, at vi er på vej i den rigtige retning, siger han.
25.000 kroner i præmie
Med den ærefulde pris følger også en check på 25.000 kroner. Hvad pengene skal bruges til, lader ledelsen være op til eleverne selv.
- Det vil vi spørge eleverne om. Det er dem, der indstillet deres skole, og dem, der har vundet, siger Jesper Kjølhede.
Men hvad eleverne vil bruge pengene på, har de endnu ikke afgjort.
- Det er meget karakteristisk for grundlaget, vi blev valgt på, at det nu er lagt ud til os elever, hvad pengene skal bruges på. Der er ikke bestemt noget endnu, men det skal formentlig bruges til noget fest og farver, fastslår Jan Vejdiksen.
Eleverne skal være trygge
At det er IBC Kolding, der står øverst på skamlen, blev begrundet med: at de i høj grad har anerkendt, at det er nødvendigt at inddrage eleverne i deres eget skoleliv. Blandt andet diskuterer rektor resultatet af undervisningsmiljøvurderingen med alle klasserne og præsenterer siden deres løsningsforslag og ønsker for resten af ledelsen.
En stor elevindflydelse er noget, skolen vægter meget højt, forklarer rektor Jesper Kjølhede.
- Hvis ikke elverne var her, havde vi ingen berettigelse. Vi skal derfor indrette os efter elevernes ønsker, så godt vi kan. De skal have mulighed for at brokke sig eller rose. Det er en vigtigt, at eleverne har tillid til, at de kan komme til os med deres utilfredshed, siger han.
Jan Vejdiksen bakker op om, at den fælles tillid betyder meget.
- Det gør, at man ikke er bange for at komme med forslag og være med til at skabe noget og engagere sig i sin egen tilværelse her på skolen, hvor vi tilbringer meget af vores tid. Døren står altid åben, og det betyder meget.
Oprettet: 10.12.08, kl. 11.39
Redigeret: 15.12.08, kl. 09.32
Ophavsret
Udgivet <10.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
