Miljømedarbejdere sikrer et godt socialt miljø på skolen
På CPH West har de siden år 2000 haft to miljømedarbejdere. De støtter både lærere og elever, og de er med til at arrangere de sociale arrangementer lige fra fredagsbar til fodboldturneringer.
- Det er vigtigt at understrege, at vi som miljømedarbejdere er opmærksomme på det psykiske arbejdsmiljø og ikke det fysiske. Vi er her for skabe nogle gode rammer for lærere og elever, fortæller Jesper Karmark, der har været miljømedarbejder på CPH West i Ishøj i fire og et halvt år.
Jesper Karmark underviser 10-12 timer om ugen. Resten af tiden går med at være miljømedarbejder, og arbejdsopgaverne spænder vidt. Han kan træde til og samarbejde med kontaktlæreren, hvis en elev har problemer, det kan være med mobning eller andet. Miljømedarbejderen kan også blive tilkaldt, hvis læreren har en elev, der ikke opfører sig ordentligt. Så tager miljømedarbejderen en snak med eleven. Jesper Karmark går også ture på gangene for at sikre ro og orden.
- Vi går jævnligt en tur på gangene for at tjekke, om der sidder unge, som ikke går på skolen. Så må vi bede dem om at forlade skolen, fortæller Jesper.
Miljømedarbejderne sørger desuden for, at der er nogle sociale aktiviteter på skolen.
- Eleverne er måske ikke altid så gode til at få sociale aktiviteter op at køre, så jeg samarbejder med elevrådet om at arrangere fester og fredagsbarer. Her til juleafslutningen har jeg også lavet en indendørs fodboldturnering, og til næste år er der planlagt en idrætsdag, siger Jesper Karmark.
Oprettet: 09.12.08, kl. 13.27
Redigeret: 09.12.08, kl. 13.29
Ophavsret
Udgivet <09.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
