Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > December 2008 > Skoleblad giver sammenhold



Skoleblad giver sammenhold

Et skoleblad kan være med til at skabe sammenhold på tværs af klasserne og samtidig give eleverne noget praktisk erfaring.

”Det giver et andet sammenhold, end vi har i hverdagen.” Sådan beskriver Jannick Friis Christensen det at være med til at lave et skoleblad.

Han går på 3. år på HHX i Nakskov på Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster.
Her tog to lærere og en gruppe elever i 2005 initiativ til at etablere skolebladet ”Sorte Tavle”, hvor både første, andet og tredjeårselever fra HHX og HTX er med til at udvælge stof, skrive artikler og lave layout.

- Vi får et helt særligt fællesskab, når vi mødes på tværs af uddannelser og årgange. Vi kan dele de historier, vi hver især finder interessante med andre elever ved at skrive til bladet. Og så giver det jo en masse praktisk erfaring, og man kan blive bedre til at formulere sig, fortæller Jannick Friis Christensen, der i øvrigt er blevet redaktionschef på bladet.

Han har ikke oplevet, at det er svært at finde nye elever til bladet, når der er nogle, der bliver færdige på skolen og må stoppe på bladet. Der er hele tiden et hold på 8-10 elever. Nogle er faste skribenter, og andre er gæstejournalister.

Jannick Friis Christensen mener især det sociale aspekt er vigtigt ved skolebladet. Det giver sammenhold for de elever, der er med til at lave det. Og så kan det være med til at samle skolen, at man har et fælles blad.
- Vi udgiver det fire gange om året. Lige efter sommer, et særligt julenummer, et efter nytår og så et ved eksamenstid, hvor vi blandt andet giver gode råd mod eksamensangst. Hvis elevrådet eller festudvalget har et arrangement, kan de også reklamere for det i bladet, så vi bruger det som en fælles kommunikationskanal. Og mange elever tager det også med hjem og viser det til forældrene, siger han.

Skolen stiller computere og printere til rådighed og har sørget for noget tykkere papir, som skolebladet kan blive trykt på.

Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 09.12.08, kl. 13.36

Redigeret: 09.12.08, kl. 13.38


Ophavsret

Udgivet <09.12.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.