Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > December 2009 > Åbenhed om løn hjælper på ligelønnen



Åbenhed om løn hjælper på ligelønnen

På KMD arbejder tillidsrepræsentanter og ledelse aktivt med både ligelønsstatistikker og ligelønsredegørelser, og det har gjort, at der ikke længere er så stor forskel på, hvad mænd og kvinder tjener.

Åbenhed om løn og mindre forskel på, hvad mænd og kvinder tjener. Det er, hvad der er kommet ud af, at IT-virksomheden KMD i de sidste to et halvt år har lavet både ligelønsstatistikker og ligelønsredegørelser.

Det var både tillidsrepræsentanter og ledelsen, der i hovedsamarbejdsudvalget blev enige om, at KMD skulle også på dette område være en redelig virksomhed, hvor man skulle have fokus på ligeløn gennem statistikker og redegørelser..

- Vi ville meget gerne dykke ned i materien i ligelønsstatistikkerne, så vi bedre kunne bruge dem til noget. Sådan nogle tal dækker jo over mange ting. Derfor går vi tallene grundigt igennem og laver på den baggrund en ligelønsredegørelse, hvor vi gør rede for, hvad lønforskellene mellem mænd og kvinder bunder i – og hvilke lønforskelle, der er uforklarlige, og der skal gøres noget ved, fortæller tillidsrepræsentant i KMD, Erik Lykke Hansen.

Chef skal forklare lønforskel

I KMD opfatter de en lønforskel mellem mænd og kvinder på fire procent og derover som uacceptabel. Og med det for øje mødes tillidsrepræsentanter og medarbejdere fra HR-afdelingen tre-fire gange om året for at gå ligelønsstatistikkerne igennem.

- I cirka 80 procent af de tilfælde, hvor vi ser en uacceptabel lønforskel, kan det forklares med alle mulige ting. Det kan for eksempel handle om forskel i anciennitet, eller at kvinder i højere grad afspadserer overarbejde end mænd, siger Erik Lykke Hansen og fortsætter:

- Men der hvor vi så kan se, at der er en uforklarlig og urimelig lønforskel, beder vi chefen i den pågældende afdeling om at forklare det. Hvis chefen ikke kan forklare det, har vi nogle lønpuljer at tage af, så vi kan gå ind og kompensere den enkelte kvindelige medarbejder. På den måde har vi fået udjævnet en del af lønforskellene, siger han.

Man må ikke bare sige ”nå”

Der arbejdes i øvrigt med ligeløn på mange planer i KMD. Personalecheferne er også gået aktivt ind i at opfordre kvindelige jobansøgere til ikke at sælge sig selv for billigt, når de ansættes.

- I det hele taget handler det om, at man ikke bare skal se på statistikkerne og sige ”nå”. Man skal gå ned i tallene, se hvad de dækker over og så arbejde med at gøre noget ved det, siger Erik Lykke Hansen.

Det hjælper at tale om løn

Han mener, alle vinder ved indsatsen for ligeløn, fordi det kan skabe et rigtig dårligt arbejdsklima, hvis der er uforklarede lønforskelle mellem mænd og kvinder. Og han forstår ikke ligestillingsminister Inger Støjbergs argumenter, når hun nægter at ændre ligelønsloven, så flere virksomheder skal lave ligelønsstatistikker, som HK har foreslået. Ministeren mener, at det vil være det samme som at hænge lønsedler op på opslagstavlen eller give adgang til hinandens bankbøger.

- Det er paranoia. Vi har stor åbenhed om løn i KMD, og det er både medarbejdere og ledelse, der ofte taler om løn. Den enkelte kan selvfølgelig også vælge at lade være, hvis vedkommende synes, det er for privat. Men generelt har det haft en meget positiv effekt, at man taler om løn her, siger Erik Lykke Hansen.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 02.12.09, kl. 09.54

Redigeret: 20.05.10, kl. 15.54 af Kirsten Marie Juel Jensen

Fakta:

Der er 3000 medarbejdere i KMD, som indgår i ligelønsstatistikken. 37 procent af medarbejderne er kvinder. 29 procent af lederne er kvinder.

Siden KMD i 2007 begyndte at lave ligelønsstatistikker og ligelønsredegørelser er lønforskellene i nogle afdelinger helt udlignet. I andre udgør de kun tre-fire procent.

Læs også:

Tema: Ligeløn er ikke ligetil

Tjek om du får ligeløn med HK's ligelønsberegner

Fakta om nuværende lov:
Regeringen indførte kønsopdelte lønstatistikker / ligelønsredegørelser fra den 1. januar 2007 for virksomheder med over 35 medarbejdere, hvor der er mindst 10 mænd og kvinder inden for den samme arbejdsfunktion (den såkaldte DISCO-kode). Virksomhederne og medarbejderne kan dog aftale at virksomheden udarbejder en ligelønsredegørelse i stedet for ligelønsstatistikken.

Fakta om HK’s lovforslag:
HK foreslår, at alle virksomheder med mindst 10 ansatte – og mindst tre mænd og kvinder inden for samme arbejdsområde – fremover skal udarbejde kønsopdelte lønstatistikker.
Virksomhederne skal lave lønstatistikkerne hvert kalenderår. Og så skal tillidsrepræsentanter og fagforeninger have udvidet ret til at få de kønsopdelte lønstatistikker udleveret. Virksomheder med over 35 ansatte skal derudover lave en ligelønsredegørelse.


Ophavsret

Udgivet <02.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.