Arbejdspladser skal bryde tabu om vold
Mange voldsramte kvinder får ingen hjælp, fordi de holder volden skjult. Arbejdspladser har derfor en vigtig rolle i at bryde tabuet om vold. Det viser ny rapport fra Servicestyrelsen, og det vil HK arbejde for.
Næsten alle voldsramte kvinder holder volden hemmelig i op til flere år. De fleste kvinder går først til deres arbejdsplads eller til kommunen for at få hjælp, hvis de bliver udsat for et ekstra voldsomt overfald, eller hvis de forsøger at gå fra manden. Det viser en ny rapport fra Servicestyrelsen.
Samtidig viser den, at 57 procent af kvinderne på et eller andet tidspunkt fortæller arbejdspladsen om volden, og at 77 procent af dem herefter får hjælp af en leder eller kollega og er glade for det.
I HK mener forbundsformand Kim Simonsen derfor, at det er meget vigtigt, arbejdspladserne er med til at bryde tabuet om vold, så kvinderne kan få hjælp hurtigere.
- Der er meget i rapporten, der tyder på, at jobbet er utrolig vigtigt for de voldsramte kvinder, og at de her kan finde den tryghed og bekræftelse, de mangler hjemme hos den voldelige partner. Men vi skal gøre det endnu tryggere for dem, så de tør fortælle om volden og tør bede om den hjælp, de har brug for, siger han og fortsætter:
- Derfor er det vigtigt at både ledere og medarbejdere er godt klædt på til at holde øje med signaler på, at en kollega er voldsramt. Og at de herefter er klar til at tage problemet op og tale med den voldsramte.
Rapporten fra Servicestyrelsen konkluderer da også, at arbejdspladserne har en vigtig rolle i at få kvinderne til at åbne op tidligere. Kvinderne i undersøgelsen har blandede følelser omkring det, fordi nogle gerne vil kunne holde en facade på jobbet og ikke har lyst til at blande job og privatliv sammen. Kvinderne er dog alle enige om, at hvis de har tillid til arbejdspladsen, så vil de bedre kunne åbne op.
HK har sammen med den humanitære organisation Danner afholdt et kursus for tillidsrepræsentanter i at tackle vold på arbejdspladsen her i efteråret, og netop nu er flere kurser ved at blive planlagt.
Oprettet: 14.12.09, kl. 11.04
Redigeret: 14.12.09, kl. 11.08 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs også:
Download nyttige brochurer:
Danner og LO: Sådan hjælper du din voldsramte kollega
Klik på billedet
Ligestillingsministeriet: Stop vold mod kvinder bryd tavsheden
Klik på billedet
Ophavsret
Udgivet <14.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.


