Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > December 2009 > HK vil kæmpe for fleksjobbere



HK vil kæmpe for fleksjobbere

Nu skal HK sammen med LO til møde i Arbejdsmarkedsstyrelsen for at få drøftet en skrivelse, Arbejdsmarkedsstyrelsen har sendt ud, som giver dårligere rettigheder til fleksjobbere, inden retspraksis ligger fast.

Både HK og LO er nu kaldt til møde i Arbejdsmarkedsstyrelsen for at diskutere, hvordan fleksjobberes løn- og ansættelsesrettigheder skal tolkes.

HK har nemlig kritiseret, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har sendt en vejledning om fleksjobbere ud til kommunerne, som er baseret på en sag, der endnu ikke er afgjort. Og som oven i købet giver fleksjobbere dårligere løn- og ansættelsesrettigheder, end de har nu.

- Det er kritisabelt, at Arbejdsmarkedsstyrelsen udsender en vejledende udtalelse til retspraksis med udgangspunkt i en sag, som verserer ved domstolene. Sagen har været for Sø- Og handelsretten, men er nu anket til Højesteret, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.

Sagen drejer sig om et HK-medlem og vil få betydning for, hvordan fleksjobbere i fremtiden skal aflønnes.
Som det er nu, siger loven, at når man ansætter en person i fleksjob, skal vedkommende have løn og arbejdsvilkår efter den overenskomst, der gælder på arbejdspladsen. Og hvis der ikke er en overenskomst, skal fleksjobberen alligevel have løn og arbejdsvilkår efter den overenskomst, der gælder på en lignende arbejdsplads.

Men Arbejdsmarkedsstyrelsen siger altså i sin nye vejledning til kommunerne, at arbejdsgiverne gerne må fravige denne regel, så fleksjobberens rettigheder altså ikke nødvendigvis følger en overenskomst fuldt ud.

- Vi kan slet ikke forstå, at Arbejdsmarkedsstyrelsen prøver at lægge sig fast på en retspraksis, der endnu ikke er afklaret. Så vi glæder os til mødet, hvor vi forhåbentlig kan få klare linjer, siger Mette Kindberg.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 07.12.09, kl. 13.30

Redigeret: 07.12.09, kl. 13.38 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <07.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.