Når chokolade og kirsebærsovs falder på et tørt sted
De fleste vælter sig i julemad og julegaver på denne tid af året. Men for 46-årige Jette Kristensen fra Odense – og for en del andre af HK’s medlemmer i øvrigt - er det ikke en selvfølge, at der er råd til julen. Så kan den julehjælp, flere humanitære organisationer tilbyder, falde på et meget tørt sted.
Kirsebærsovsen tittede op ved siden af poserne med nødder og slik. Risene til risengrød gemte sig bag stegen. Og midt mellem appelsinerne og brunkagerne lå der en fint indpakket gave.
- Det er en pakke til mig specielt. Til mig. Wouw. Så føler jeg, der er nogen, der har tænkt på mig, og det varmer utrolig meget, fortæller 46-årige Jette Kristensen, mens hun smiler med både øjne, næse og mund.
Hun er en af de 1500, der sidste år modtog julehjælp fra ASF Dansk Folkehjælp, og som også har tænkt sig at søge i år.
For selv om der ikke kommer et klagende piv ud af hendes mund, lægger hun ikke skjul på, at der ikke er mange penge at rutte med i det lille rækkehus i Odense. Og så betyder den kurv med julemad og julegodter og gavekort på 1000 kroner til at købe julegaver for, som julehjælpen består i, en hel masse. Og så er det bare noget helt specielt, at der altid er en lille indpakket gave – sidste år var det en æske lækker chokolade.
- Jeg har en dement far, og mine to drenge på 16 og 13, ja de husker altså ikke lige det med at købe gaver til deres mor. Min voksne datter bor i Jylland og er gift og har barn, og hun gør hvad hun kan, men har ikke tid til så meget. Så der er ikke nogen, der tænker på min fødselsdag eller mors dag, og hvis jeg skal have gaver til jul, skal jeg selv købe dem. Så den der lille pakke i julekurven er ligesom min overraskelse, fortæller Jette Kristensen.
Mange tusind familier får julehjælp
Udover ASF Dansk Folkehjælp er der en række andre humanitære organisationer, der yder julehjælp. Blandt andet gav Frelsens Hær julehjælp til 6303 familier sidste år, og Mødrehjælpen gav julechecks til 633 familier. De fleste organisationer forventer en stigning i antallet af familier, der søger om julehjælp i år. Hovedkriterierne for at søge om julehjælp er, at man er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år.
Jette Kristensen har ingen uddannelse, men har hele tiden knoklet for at forsørge de tre børn, hun er enlig mor til. Har arbejdet med alt fra at lakere legestativer til at være medhjælper på et dagcenter for ældre. Og de sidste ti år har hun arbejdet ”i det grønne”, som hun siger. Først hos kommunens Park og Vejservice. Og nu i Pensionistservice, hvor hun kører rundt og ordner ældre menneskers haver.
De første par år var dette job noget, hun blev sendt ud i som aktivering, efter at hun havde været sygemeldt på grund af to operationer i den ene albue. Derfor fik hun ikke løn ud af det, men levede på kontanthjælp. Hendes arbejdsgiver har dog hjulpet hende med at kæmpe kampen for et fleksjob, og det er netop lykkes. Så hun kan blive i jobbet – men har nu et par tusind ekstra om måneden. Og det betyder meget i en husholdning, hvor hver en krone skal vendes.
- Med den alder drengene har nu, er det altså ikke godt nok med genbrugstøj eller tøj fra Tøj & Sko længere. Men det er også fint nok. Så køber jeg bare ikke noget til mig selv. Jeg har mit grønne arbejdstøj, som jeg går i for det meste, og det er jeg glad for. Nå ja, og så har jeg da også lige købt to t-shirts. De kostede en tier i Føtex, fortæller Jette Kristensen og sætter i et skraldgrin.
Smiler på vej på arbejde
Det der betyder allermest for Jette Kristensen er dog ikke pengene. Hun har vænnet sig til, at det er en sjælden fest at kunne invitere drengene med på McDonalds og en særlig glæde, når hun endelig kan investere i den store trampolin, de længe har plaget om.
For hende er det derimod utrolig vigtigt, at hun har et job, som hun er glad for. Udover at slå græs og passe blomster, bliver det til en masse hyggesnak med de ældre. For det skal der altså være tid til, mener hun.
- Vi har ikke råd til bil, så jeg cykler hver dag på arbejde. På de der seks-syv kilometer, cykler jeg ofte med et stort smil om munden, fordi jeg kommer i tanke om noget, en af de ældre har sagt. De er bare så glade, når man kommer. Der skal ikke så meget til. Man skal bare smile og lytte. Og jeg vil ikke prale, men jeg er altså ret vellidt af dem, fortæller hun.
Det viser et brev, der hænger på køleskabet, tydeligt. Her har hendes chef givet hende en ”påskønnelse af særlig flot indsats”. En af de ældre damer, hun passede have for, blev alvorligt syg og lå alene i sin stue og var døende. Jette Kristensen tog personligt kontakt til kommunen og sørgede for, at damen fik en sygeplejerske til at sidde der døgnet rundt. Jette Kristensen kom også selv forbi hver dag for at sige hej, selv om haven ikke trængte til noget. Hun var da også en af de fem personer, der dukkede op til begravelsen.
Vil også hjælpe andre
Episoden viser, at Jette Kristensen sætter stor pris på både at få hjælp – og selv at hjælpe. Det er også derfor, hun i år skal være indsamler for ASF Dansk Folkehjælp. Organisationen samler nemlig specifikt ind til julehjælpen fra 17. november til midt i december. Og jo flere penge, der kommer ind, jo flere af de familier, der har søgt om julehjælp, kan få det.
- Jeg har ikke tid til at hjælpe så meget, fordi jeg jo er alene med drengene, og det er mig, der både lapper cykler, vasker tøj, putter plaster på og puster på såret. Men jeg har sagt ja til at være med til et julearrangement for de ældre. Og i sommers var jeg med på en ferie på Falster, arrangeret af ASF Dansk Folkehjælp, hvor jeg stod i køkkenet, fortæller Jette Kristensen.
Selv om der heller ikke i år bliver råd til overdådig jul, glæder Jette Kristensen sig til den alligevel. Juleaften skal de for første gang fejre helt alene – hende og sønnerne. Så skal der være råd til et ægte juletræ. Det er blevet sparet væk de år, hvor sønnerne har holdt juleaften hos deres fædre. Og så skal de smække fødderne op på bordet og bare hygge.
Gå videre til...
Om ASF Dansk Folkehjælp:
ASF Dansk Folkehjælp samler ind for at kunne yde julehjælp til familier, der ikke selv har råd til at holde jul. Julehjælpen består af en julepakke til 500 kroner med julemad og julegodter, et gavekort på 500 kroner til en legetøjskæde og et gavekort på 500 kroner til en sportsforretning.
I 2008 delte ASF Dansk Folkehjælp 1500 julepakker ud for de penge, der var samlet ind. Der var 2300 ansøgere til julehjælp.
Giv et bidrag:
Her kan du se, hvordan du søger om julehjælp.
Her kan du se, hvordan du kan give et bidrag til julehjælpen.
Oprettet: 02.12.09, kl. 12.37
Redigeret: 08.12.09, kl. 12.19 af Kirsten Marie Juel Jensen
Klik på ovenstående for at læse Jette Kristensens historie i HK-bladet
HK sætter i denne måned fokus på julehjælp for at støtte op om ASF Dansk Folkehjælps indsamling. Godt 50 af HK’s tillidsrepræsentanter har meldt sig som indsamlere og samler ind ude på deres arbejdspladser.
Så mange har brug for julehjælp:
En rundspørge Nyhedsmagasinet HK har lavet til 670 medlemmer af HK, viser at 1,4 procent af medlemmerne vil søge om julehjælp i år, mens 5,6 procent ikke ved det endnu.
Selv om størstedelen melder, at de har råd til både julegaver og julemad, er der en fjerdedel, der siger, de vil købe mindre og færre gaver – mens 4,6 procent siger, de ikke har råd i år.
Og når det kommer til julemad, er det også 19 procent af HK’s medlemmer, der siger, de vil købe mindre julemad i år, end de plejer, mens 2,3 procent siger, at de slet ikke har råd til det.
Se her et lille videoklip med Jette Kristensen, der har modtaget julehjælp:
Læs også:
50 tillidsrepræsentanter samler ind til børns jul
Ophavsret
Udgivet <02.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

