Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > December 2009 > Nikolaj skal sætte fokus på manglende praktikpladser



Nikolaj skal sætte fokus på manglende praktikpladser

25.000 kroner. Så meget vandt H1 klassen fra CPH West i Taastrup for deres forslag til en kampagne, hvor den fiktive Nikolaj skal fortælle om manglen på praktikpladser.

HK Ungdom Hovedstaden har netop kåret vinderen af deres store kampagnekonkurrence, hvor 13 klasser kæmpede om en check på 25.00 kroner.

Konkurrencen gik ud på, at lave en kampagne, der skal få offentligheden og arbejdsgiverne til at indse fordelene ved at ansætte praktikanter.

- Det var et meget gennemarbejdet forslag, som de har sendt ind. Ved at bruge en fiktiv hovedperson, giver de folk nogen at identificere sig med, siger formand for HK Service René Knudsen.

Han forklarer, at HK har udskrevet konkurrencen, fordi politikerne ikke har sat penge af til at fortælle om, deres tiltag for at afhjælpe manglen på praktikpladser. Ved at holde en konkurrence kan HK både få en masse gode idéer til, hvordan det kan gøres, og samtidig kan man motivere eleverne til selv at blande sig.

I H1 klassen har man været rigtig glade for at deltage i konkurrencen. De understreger godt nok, at de ikke selv valgte at deltage. Men så snart deres lærer fortalte dem om opgaven, var de solgt.

- Det var en god udfordring, hvor vi også kunne få lidt fokus på os selv, siger Solveig Engelhardt, som i dagens anledning er blevet udnævnt til klassens talskvinde. Hun forsætter:

- Desuden lød det jo dejligt, at vi kunne vinde nogle penge. Og nu hvor vi har vundet, så skal vi holde en kæmpe klassefest.

Af Henrik Wanscher

Oprettet: 16.12.09, kl. 14.33

Redigeret: 16.12.09, kl. 14.44 af Henrik Wanscher

H1 klassens kampagne:

Idéen bag vinderkampagnen er, at man skal følge den fiktive Nikolaj igennem en periode af hans liv.

Først er Nikolaj et helt almindeligt ungt menneske, der er i gang med en erhvervsuddannelse. Men Nikolaj kan ikke finde en praktikplads, og derfor begynder hans verden at falde fra hinanden.

Klassen har mange idéer til, hvordan man skal skildre forfaldet.

Den mest ekstreme er, at Nikolaj bliver nødt til at tilberede sine kopnudler i sit varme pis, fordi han ikke har råd til varmt vand.


Ophavsret

Udgivet <16.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.