Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > December 2009 > Styrelse bør straks trække vejledning tilbage



Styrelse bør straks trække vejledning tilbage

Arbejdsmarkedsstyrelsen lægger op til at stille fleksjobbere dårligere, selv om retspraksis på området endnu er uklar. HK vil derfor have Arbejdsmarkedsstyrelsen til straks at trække sin vejledning til kommunerne tilbage.

”Træk vejledningen tilbage. Lad være med at skabe forvirring for arbejdsgivere og medarbejdere.” Så klar er meldingen fra HK til Arbejdsmarkedsstyrelsen, der netop har sendt en vejledning ud til landets kommuner om, hvordan lov om aktiv beskæftigelsesindsats skal tolkes i forhold til medarbejdere i fleksjob.

Vejledningen lægger nemlig op til, at fleksjobbere på virksomheder uden overenskomst får dårligere vilkår. Som det er nu, siger loven ellers, at når man ansætter en person i fleksjob, skal vedkommende have løn og arbejdsvilkår efter den overenskomst, der gælder på arbejdspladsen. Og hvis der ikke er en overenskomst, skal fleksjobberen alligevel have løn og arbejdsvilkår efter den overenskomst, der gælder på en lignende arbejdsplads.

Men nu siger Arbejdsmarkedsstyrelsen at arbejdsgiverne gerne må fravige denne regel, så fleksjobberens rettigheder altså ikke nødvendigvis følger en overenskomst fuldt ud. Det gør de på baggrund af en sag, Sø- og Handelsretten har afgjort. En sag, som nu er anket til Højesteret.

- Det er meget bekymrende og kritisabelt, at Arbejdsmarkedsstyrelsen begynder at fortolke loven, inden retspraksis ligger fast. De tager part i sagen, inden Højesteret har afgjort den. Og så fortolker de endda loven i en retning, så personer i fleksjob ikke længere er så beskyttet, som det ellers har været meningen. Arbejdsmarkedsstyrelsen lægger jo nærmest op til, at der nu er frit slag for at sætte personer i fleksjob ned i løn og fratage dem pension, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.

Hun opfordrer derfor Arbejdsmarkedsstyrelsen til at trække vejledningen tilbage med det samme for at undgå at skabe forvirring for både medarbejdere og arbejdsgivere. Styrelsen bør vente på, at Højesteret afgør sagen. Og derefter tage en snak med forligspartierne og arbejdsmarkedets parter om, hvordan loven så skal tolkes fremover i forhold til den dom.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 01.12.09, kl. 14.16

Redigeret: 09.12.09, kl. 09.21 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <01.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.