Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > December 2009 > Unge er mest udbrændte



Unge er mest udbrændte

Det er de 20-29-årige, der føler sig mest udbrændte på jobbet. Det viser en stor undersøgelse af HK’ernes psykiske arbejdsmiljø. Eksperter mener, det blandt andet skyldes, at unge ofte er for ambitiøse.

Jo yngre du er, jo mere udbrændt, udmattet og træt føler du dig på dit job. Det viser en stor undersøgelse af HK’ernes psykiske arbejdsmiljø.
I gennemsnit er det cirka 10 procent af HK’erne, der føler sig udbrændte og stressede. Men det er klart unge under 30, der føler sig mest udbrændte. Udbrændtheden falder med alderen og er mindst for HK’erne mellem 50 og 59 år.

Tage Søndergård Kristensen, tidligere professor ved Arbejdsmiljøinstituttet, der har lavet undersøgelsen for HK, mener, det kan hænge sammen med de tendenser, der generelt er i samfundet.
- I Sverige har man forsket meget i udbrændthed, og her har det vist sig at hver ny generation er mere træt end den foregående. Vi har flere unge, der ikke motionerer, er overvægtige eller sover for lidt og det kan have indflydelse på, hvor træt man føler sig på arbejdet, siger han.

Unge knækker halsen på ambitioner
Ifølge Tage Søndergård Kristensen kan en anden forklaring være, at mange unge er ved at stifte familie, og hvis de har små børn, der skriger om natten og samtidig jonglerer med en karriere, kan det være svært at få til at hænge sammen.
- En sidste forklaring kan være, unge ofte kommer ud på arbejdsmarkedet med store ambitioner med hensyn til, hvad der skal laves om og gøres. Det støder sammen med de muligheder, der er for at gøre det, siger Tage Søndergård Kristensen.

Denne konklusion er formand for Dansk Psykolog Forening, Roal Ulrichsen meget enig i.
- De unge er meget ambitiøse og dygtige som nyankomne på arbejdsmarkedet og vil vise en masse. Vi er tendensielt på vej mod det ”meningsfulde arbejde”, hvor man lægger meget af sin person i jobbet. Det betyder så også, at hvis noget går galt, så opfatter man det, som om det er en selv, der ikke duer. Udbrændtheden bliver så en funktion af, at man ikke føler, man kan styre sig eget liv, siger han.
Han mener, man skal være meget opmærksom på at få det sagt til sine kollegaer og sin ledelse, hvis man føler sig træt og udkørt – man skal ikke gå med det alene. Og så kræver det en moderne og kompetent ledelse at skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne for det første ikke kommer så langt ud, og for det andet bliver taget alvorligt, hvis de gør.

Behov for støtte fra leder og kollegaer
Mette Kindberg, næstformand i HK mener også, de unges udbrændthed er tegn på, at der er brug for mere social støtte fra kollegaerne og ledelsen på mange arbejdspladser.

- En del af forklaringen på de unges udbrændthed kan være, at de unge ikke er opdraget til at bruge hinanden. De har deres individuelle karriereplaner og ræser derudaf. Og pludselig kan de ende med at føle sig meget alene. Derfor tror jeg også, at løsningen på problemet, er at man skal bruge hinanden meget mere på arbejdspladsen, siger hun og fortsætter:

- Hvis man føler, man har for meget arbejde eller man går og har det skidt, skal det frem i lyset, og man bør diskutere det på arbejdspladsen med kollegaerne og ledelsen. Det er ikke et privat problem, man selv skal finde en løsning på. Det er noget, man reelt kan håndtere på arbejdspladsen ved at skabe tillid og et godt arbejdsmiljø.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 28.12.09, kl. 14.33

Redigeret: 04.01.10, kl. 10.30 af Niels Møller Madsen

Fakta:

I gennemsnit er det cirka 10 procent af HK’erne, der føler sig udbrændte og stressede. Men det er klart unge under 30, der føler sig mest udbrændte.
Også på stressskalaen ligger de unge højt. Her er det de 30-39-årige, der er allermest stressede, men også de unge mellem 19 og 29 følger godt med. Og når det gælder konflikter mellem arbejdsliv- og familieliv er det også klart de 20-29-årige, der fører.
Kilde: HK’ernes psykiske arbejdsmiljø, 2009

Læs også:

Tema: HK'ernes psykiske arbejdsmiljø


Ophavsret

Udgivet <28.12.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.