Dine øjne trives med en lavere skærm
Du kan mindske risikoen for irriterede øjne ved at sænke din computerskærm, viser ny undersøgelse.
Udtørrede, trætte og ømme øjne er en typisk gene ved for meget skærmarbejde. Du kan undgå det ved at sænke en for højt placeret skærm.
Konklusionen stammer fra en undersøgelse, som forskere fra Forskningscenter for Arbejdsmiljø har gennemført. Ideelt skal din skærm være placeret cirka 25 grader lavere end øjnene og gerne i en afstand svarende til en armslængde. Det er, ifølge Forskningscenter for Arbejdsmiljø, den optimale placering af skærmen, og medfører færre gener.
Også de tankekrævende opgaver slider, når du sidder foran skærmen og medfører lav blinkefrekvens og udtørrede øjne. Ved mindre krævende opgaver øges blinkefrekvensen, hvilket gør arbejdet mere afslappende i længden.
Derfor er det mest hensigtsmæssigt at afveksle mellem tunge og lette opgaver ved computeren, for det fremgår af undersøgelsen, at øjnene forsøger at kompensere efter en krævende opgave ved at blinke ekstra mange gange.
Oprettet: 27.02.08, kl. 09.37
Redigeret: 27.02.08, kl. 10.12 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <27.02.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.