Erstatning til fyret gravid nedsat
Armene var hævet over hovedet, da Retten i Brædstrup for et år siden udmålte den største godtgørelse til en fyret gravid kvinde nogensinde. Men armene bliver sænket nu, for Vestre Landsret har netop nedsat erstatningen.
Landsretten er enig med Retten i Brædstrup om, at det var ulovligt, da en kvinde blev fyret fra et trykkeri, mens hun var gravid. Men erstatningen er blevet nedsat fra 15 til 12 måneders løn. Uacceptabelt mener man i HK, der har ført kvindens sag.
- Vi havde håbet og troet på, at landsretten ville stadfæste byrettens dom. For der er ikke længere et maksimum på, hvor stor erstatning man kan kræve i ligebehandlingssager. Så erstatningen bør være så høj, at det afholder arbejdsgivere fra ulovligt at fyre gravide. Og så man sender et meget skarpt signal til arbejdsgiverne om, at det simpelthen ikke er rimeligt at forskelsbehandle medarbejdere på grund af deres køn siger Kim Simonsen, formand i HK.
Kvinden havde arbejdet i virksomheden siden 1996, da hun blev fyret fra sit job i januar 2006. På det tidspunkt vidste hendes arbejdsgiver udmærket, at hun var gravid. Fyringen blev begrundet med omstruktureringer i virksomheden.
Retten i Brædstrup og senest Vestre Landsret har dog slået fast, at arbejdsgiveren ikke har godtgjort, at opsigelsen ikke skyldtes graviditeten. En af grundene er, at arbejdsgiveren ansatte to andre meget tæt på det tidspunkt, kvinden blev fyret. Og retten mener, at kvinden godt kunne have klaret de arbejdsopgaver, som de nye blev ansat til.
Vestre Landsret nedsatte erstatningen til kvinden fra et beløb svarende til 15 måneders løn til et beløb svarende til 12 måneders løn med henvisning til, at erstatningen navnlig skal fastsættes i forhold til kvindens ansættelsestid i virksomheden. Og det er en forkert vægtning, mener HK.
- I ligebehandlingssager bør erstatningens størrelse ikke primært handle om ansættelsestid – det bør i langt højere grad handle om, hvor grov lovovertrædelsen er. Det er altså de færreste gravide kvinder, der har en anciennitet på 25 år, men når lovovertrædelsen er så klokkeklar som her, bør der alligevel udmåles en betydelig godtgørelse, siger Lars Kristiansen, leder af HK’s juridiske afdeling.
Han forklarer, at HK nu overvejer at søge sagen indbragt for Højesteret, fordi sagen får stor principiel betydning for erstatningsniveauet i sager, hvor gravide fyres.
Kim Simonsen mener, at denne sag understreger det vigtige i at sende et brev til ligestillingsministeren for at appellere til hende om at hæve erstatninger til folk, som får afslag på job alene begrundet i deres køn. En beslutning HK tog allerede i sidste uge, da Højesteret besluttede at 28-årige Britta Mogensen kun skulle have 25.000 kroner i erstatning fra butikskæden Zebra, der ikke ville ansætte hende, fordi hun var kvinde.Er
Oprettet: 07.02.08, kl. 10.32
Redigeret: 13.12.10, kl. 12.37
Læs andre ligebehandlingssager:
HK: For billigt at overtræde ligebehandlingsloven
Mand fyret da han ville tage barselsorlov
Graviditet førte til fyring
Ophavsret
Udgivet <07.02.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
