Staten glemmer medarbejdernes viden
Staten har satset stort på to nye administrative servicecentre uden at spørge medarbejderne til råds.
Staten forbereder en sand administrativ revolution. To administrative servicecentre skal med en solid satsning på IT i fremtiden stå for løn, personale- og rejseadministration samt bogholderi på tværs af statens 176 virksomheder. Staten vil årligt spare 670 millioner kroner ved at oprette centrene. Samtidig skæres 800 fuldtidsstillinger væk.
HK-SamData er oprørt over ikke at være blevet inddraget i processen, der berører mange medlemmer i staten.
- Det er fint at læse om det, men HK-SamData ville meget gerne have været inddraget inden, siger formand Pia Brade til Computerworld.
HK-SamData er principielt enige i den gode ide med at centralisere driften; men henviser til at forarbejdet, inddragelsen af medarbejdere og selve processen er altafgørende for, at gennemføre projektet.
- Det er jo vigtigt at have medarbejderne med. Jeg har allerede nu haft nervøse medlemmer i telefonen, der vil høre os, om vi ved, hvad der skal ske, siger hun.
Metoden bag den nye rapport fra Finansministeriet foruroliger også Pia Brade, da regeringen kun bruger det private erhvervsliv som forbilleder. Carlsberg, Danske Bank, Lego og Novo Nordisk bruges som statens modeller for store fælles administrative servicecentre.
Hvis staten vil lære af det private erhvervsliv og skal tiltrække medarbejdere i fremtiden, bør man i stedet efterligne de private virksomheder, når det gælder arbejdsforhold til de ansatte.
- Lønnen og fokus på kompetenceudvikling forventer vi klart følger i samme spor som det private erhvervsliv, siger Pia Brade.
Oprettet: 12.02.08, kl. 12.50
Redigeret: 18.02.08, kl. 16.50 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <12.02.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.