Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Februar 2008 > Stig i graderne og scor kassen



Stig i graderne og scor kassen

De HK-medlemmer som skiftede til nyt arbejde højere op på rangstigen steg mest i løn sidste år, viser HK's nye lønstatistik.

Hvis du tror, at din arbejdsgiver vil belønne en trofast og engageret indsats i samme job særligt, kan du godt tro om igen. Tværtimod. Bliver du i samme job med samme jobstatus stiger din løn mindre ned gennemsnittet. Der er ikke penge i at blive ved sin læst.

Det viser HK's nye lønstatistik, som er baseret på lønindberetninger fra 70.000 medlemmer fra HK/Privat, HK/Handel og HK/Stat.

Men har du ambitioner, og lykkes det dig stige i graderne og få en ny arbejdsfunktion, ja, så er din arbejdsgiver klar ved kassen. Også selv om du vælger at blive i din virksomhed frem for at skifte til en anden virksomhed.

Medlemmer fra Privat og Handel, der i 2007 steg i graderne og fik nyt indhold i jobbet, oplevede sidste år lønstigninger på mellem 8,5 og 9,3 procent. Til sammenligning steg lønnen i gennemsnit "kun" med 4,6 til 4,8 procent på det private område.
På det statslige område var merstigningen mere behersket - nemlig 6-7 procent mod 4,3 i gennemsnit for alle statslige HK-medlemmer.

Har man ikke ambitioner om karriere, er der også penge i bare at skifte til samme job og jobindhold i en ny virksomhed - i hvert fald på det private område. Her ligger lønstigningerne et par procent over gennemsnittet for alle privatansatte.

- Statistikken viser, at arbejdsgiverne især på det private område belønner ambitioner og engagement. Den afspejler også, at vi kan udnytte manglen på arbejdskraft til at løfte lønnen ud over gennemsnittet. Men ellers bekræfter tallene, hvad vi længe har vidst, nemlig at de store lønstigninger får man ved at skifte job eller flytte sig iøvrigt, siger økonom Ole Just fra HK's afdeling for arbejdsliv og analyse, som står bag HK's lønstatistik.

HK/Privat
HK/Handel
HK/Stat
Samme virksomhed, samme arbejde og samme jobstatus
4,8
4,6
4,3
Samme virksomhed, nyt arbejde og samme jobstatus
5,1
6,6
4,8
Samme virksomhed, samme arbejde og ny jobstatus
6,5
8,4
5,5
Samme virksomhed, nyt arbejde og ny jobstatus
8,5
8,9
6,7
Ny virksomhed, samme arbejde og samme jobstatus
7,1
7,2
4,2
Ny virksomhed, nyt arbejde og samme jobstatus
7,9
8,9
3,1
Ny virksomhed, samme arbejde og ny jobstatus
6,5
8,1
6,3
Ny virksomhed, nyt arbejde og ny jobstatus
9,3
8,8
5,8

Lønstigning fra 2006 til 2007 fordelt på karrieregrupper og sektor. Kilde: HK's lønstatistik for 2007. Medlemmer af HK/Kommunal er ikke omfattet af statistikken.

Af Niels Møller Madsen

Oprettet: 04.02.08, kl. 13.11

Redigeret: 18.02.08, kl. 16.43 af Niels Møller Madsen


Ophavsret

Udgivet <04.02.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.