Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Februar 2008 > Undertøjs-reklame var sexistisk



Undertøjs-reklame var sexistisk

Forbrugerombudsmanden giver HK ret i, at reklame for undertøj var sexistisk og dårlig markedsføringskik .

Sekretærer, der blotter brysterne og med spredte ben snuser til herreunderbukser, er ikke god markedsføring.

Derfor klagede HK også til Forbrugerombudsmanden sammen med Kvinderådet og fem andre fagforeninger – 3F, Dansk Magisterforening, Dansk Sygeplejeråd, FOA og Teknisk Landsforbund - fordi en reklamekampagne i efteråret var sexistisk og kvindenedgørende.

Reklamen bestod af billeder af en sekretær, en sygeplejerske, en stuepige og en nonne, der i stærkt seksuelt udfordrende stillinger snuser til underbukser af mærket JBS.

Kvinderådet og de seks fagforbund reagerede skarpt i offentligheden og formulerede en fælles klage til Forbrugerombudsmanden.

Først fjernende JBS selv reklamen, og nu bekræfter Forbrugerombudsmanden: ”…at kvindekønnet i de pågældende reklamer afbilledes på en nedsættende og ringeagtende måde og således er i strid med pkt. 2 i Forbrugerombudsmandens retningslinjer om kønsdiskriminerende reklame og dermed markedsføringslovens §1.”

- I HK er vi tilfredse. Vi har i fællesskab de andre forbund sendt et klart signal om, at den type reklame er både uetisk, anstødelig, kønsdiskriminerende og fremstiller kvinder i en uværdig position. Samtidig var det i klar strid med god markedsføringsskik, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.

JBS forbeholder sig ret til at benytte kvinder og sex som et virkemiddel i markedsføringen fremover, dog under hensyntagen til Forbrugerombudsmandens retningslinjer om kønsdiskriminerende reklame og markedsføringsloven. I Norge har Forbrugerombudsmanden også kritiseret JBS, der derfor også dér har trukket reklamen tilbage.
Af Ole Sønderby Petersen

Gå videre til...

Svar fra Forbrugerombudsmanden

Oprettet: 14.02.08, kl. 12.56

Redigeret: 18.02.08, kl. 16.50 af Ole Sønderby Petersen


Ophavsret

Udgivet <14.02.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.