Unge trætte af ballade
I de seneste uger har vrede unge sat ild til biler, skoler og containere over hele landet. Mange unge tager dog afstand fra balladen og efterlyser en løsning.
Det er ikke acceptabelt, at unge ballademagere brænder biler og skoler af. Politiet skal sætte massivt ind, og så er der brug for en større integrationsindsats. Sådan lyder det fra HK’s ungdomspanel. De unge i panelet appellerer til, at man er nødt til at udtrykke sig på en anden måde, hvis man vil vise utilfredshed med samfundet eller politikerne. Vold og hærværk løser ikke noget.
- For at stoppe brandene her og nu, skal der politi til. Men på længere sigt bliver man nødt til - hvis vi snakker om utilpassede indvandrergrupper - at give dem noget bedre at give sig til. Jeg tror simpelthen, at de keder sig og mangler et tilholdssted og en følelse af, at de passer ind og er accepteret i det danske samfund. Men så igen, ved vi, hvem det er, der gør det?, spørger Negar Ebrahimi.
Hun er 18 år og går på HHX på Esbjerg Handelsskole.
Michael Thomsen, der er 17 år og går på HHX på Skanderborg og Odder Center for Uddannelse mener ikke, det er acceptabelt i et demokrati, at man brænder biler af og skaber vold og hærværk.
- En løsning på problemet skal nås ved at gøre plads til minoriteter her i landet, og ved at nå ud til forældrene, siger han.
Ligesom Negar Ebrahimi mener Anders Jensen, der er 19 år og går på HHX på Frederikshavn Handelsskole, at det her og nu er vigtigt, at politiet gør alt for at dæmpe urolighederne, så de ikke spreder sig endnu mere.
- Det var en flok utilpassede unge af anden etnisk baggrund, der startede det hele, men jeg tror, det har bredt sig lidt ligesom en trend til resten af Danmark. Jeg kan ikke se, hvad det skal gøre godt for, for der er jo mange andre muligheder for at råbe politikerne op, hvis det er det de vil, siger Anders Jensen.
Oprettet: 20.02.08, kl. 09.37
Redigeret: 21.02.08, kl. 17.45
Flere kommentarer fra de unge:
Om Generation 1990 og ungdomspanelet:
HK’s netmagasin følger fire unge handelsskoleelever – alle født i 1990 - frem til sommerferien og har samtidig sammensat et ungdomspanel. Vi sætter fokus på de unges uddannelsesvalg, hverdag på skolen, fritidsjob og fremtidsdrømme. Og de unge svarer på spørgsmål om aktuelle problemstillinger.
Ophavsret
Udgivet <20.02.08> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat