Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Februar 2009 > Åh nej – så er det mandag igen



Åh nej – så er det mandag igen

Sådan tænker mange, når vækkeuret ringer mandag morgen. Men hvorfor er det, vi brokker os sådan over mandage, og er der grund til det?

Rainy days and Mondays always get me down.

Sådan synger The Carpenters, og den melodi kan de fleste sikkert nynne med på. Mandag morgener er gruet af mange efter en weekend, hvor vi har kunnet sove længe og slappe af. Men folks mandagsbrokkeri er ikke noget, som skal tages alvorligt. Det mener livsstilsekspert Henrik Byager.

Som at skulle løbe et maraton
- Det er et rytmespørgsmål og nok et udtryk for, at det moderne menneske er hårdt spændt for. Vi glæder os til, at det bliver weekend, så vi kan koble af og komme lidt til kræfter. Man falder først virkelig til ro søndag, og så er det pludselig mandag og en hel uge venter. Det kan virke uoverskueligt og som at skulle løbe et maraton, siger Henrik Byager om folks mandagsmismod.

Et mismod, der bliver ytret højt, og som præger statusopdateringerne på internetsiden Facebook.
- På Facebook skriver folk ting som: Åh nej, nu er det mandag igen. En hård uge truer og så videre. Det er en jargon, vi har, og en måde at sige åh nej, nu skal vi starte forfra igen, fortæller Henrik Byager.

Det er bare hyggeklynk
Selvom mange har travlt med at sætte ord på deres utilfredshed med mandag morgen, skal det dog ikke tages alt for alvorligt, mener Henrik Byager:

- Generelt er de fleste mennesker rimelig tilfredse og herre over de ting, de kaster sig ud i. Hvis man virkelig havde det skidt med det, ville man ikke sige det på den måde. Jeg vil kalde det hyggeklynk. Det er bare en af de sikre ting, som vi kan snakke frit om ligesom vejret. I går var det godt nok tåget, og pyh nu er det mandag igen.

Det er først, hvis man får svært ved at komme op og hive sig af sted på arbejde ugens andre dage også, at man skal reagere og tage det alvorligt, mener Henrik Byager. Det handler om sin mentalitet, hvordan man ser på mandage.

Det er ikke alle mennesker, der har travlt med at brokke sig over mandage, så måske vi i stedet skulle begynde at synge med på Thomas Buttenschøns melodi:
- Det er mandag. Ja, det er min dag godt nok en vinterdag. Og vintersolen kigger frem på den helt fantastiske mandag, fantastiske mandag..

Af Pernille Urth

Oprettet: 02.02.09, kl. 13.30

Redigeret: 02.02.09, kl. 13.41

Ændr mentalitet og få en god mandag
- Start allerede søndag med at gøre dig mentalt klar til mandag. Tænk på det som noget positivt, og som en ny dag med nye muligheder. Mandag kan være en god dag ligesom alle andre, det handler om ens indstilling til det. Tænk mere på nuet i stedet for kun at fokusere på weekenden. Nyd i stedet turen derhen og få noget godt ud af alle dage.

Kilde: Karin Holst, Professionel coach


Ophavsret

Udgivet <02.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.