Finanskrise giver mindre plads til fleksjobbere
9 ud af 10 jobcentre oplever, at det er blevet sværere at finde fleksjob til folk, og flere bliver fyret. Det viser en rundringning til ti jobcentre, som Nyhedsmagasinet HK har foretaget.
Færre jobs til personer, der er visiteret til fleksjob, og flere fyringer af personer ude i fleksjob. Det er endnu en konsekvens af finanskrisen. Det viser en rundringning til ti jobcentre, som Nyhedsmagasinet HK har foretaget. Her oplever 9 ud af de 10 jobcentre, at det bliver sværere at finde fleksjob, og flere personer ude i fleksjob bliver fyret. Et af de steder, som oplever en nedgang, er Jobcenter Køge.
- Det er helt klart blevet sværere at finde fleksjob til folk end bare for et halvt år siden. Vi ser også rigtig mange afskedigelser af fleksjobbere. Det kan ikke overraske, da de er ansat på lige vilkår med andre ansatte bare med forskellige skånebehov. Det er noget af det værste, jeg har set i mine 14 år i jobbet, også fordi afskedigelser er sket indenfor ganske få måneder i stort set alle brancher, og ikke over lang tid i forskellige brancher som tidligere. Det vil tage lidt tid, før muligheden for fleksjob og det rummelige arbejdsmarked er til stede igen i virksomhederne, siger Lisbeth Meilstrup, erhvervskonsulent i Jobcenter Køge
Det sociale engagement forsvinder i en krisetid
Konsulent hos Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats (CABI), Jean Pierre Morel, er ikke overrasket over resultatet af rundringningen.
- Når virksomheder bliver pressede, må man forvente, at deres sociale engagement kommer under pres. Især små virksomheder vil få det sværere med at sikre skånehensyn, i en tid hvor de får brug for fleksibilitet. De kan de ikke forvente samme grad af fleksibilitet fra en fleksjobber, for der er nogle skånehensyn, der kan overholdes, siger han og fortsætter:
- Jeg tror derfor, man kan forvente et lille dyk i antallet af personer i fleksjob. Der vil også være flere, som er visiteret til fleksjob, som vil få det sværere med at finde et.
Øget konkurrence
I højkonjunkturen, hvor der var mangel på hænder, var der en pæn stigning i antallet af job til fleksjobbere. Nu ser man i stedet en stigende ledighed, og den kommer også til at påvirke fleksjobbernes jobmuligheder, forklarer Jean Pierre Morel:
- Når ledigheden stiger, kommer fleksjobberne i konkurrence med nogle folk, som på papiret er mere fleksible, end de selv kan være. Der bliver en skærpet konkurrence om de ledige jobs, der er. Der er to ting, som bliver afgørende for fleksjobbernes jobmuligheder. Det er deres kvalifikationer, og virksomhedernes evne til at sikre skånehensyn.
Der er i dag cirka 51.000 fleksjobbere i arbejde. De dystre meldinger omkring fleksjobbernes jobmuligheder, vækker bekymring hos HK
- Hver fjerde fleksjobber er inden for HK's område. 2/3 er allerede medlemmer af HK, og har dermed sikret sig mulighed for faglig hjælp og støtte, såfremt der opstår spørgsmål eller problemer omkring en fyring. Jeg vil selvfølgelig opfordre alle til at være medlem af en fagforening, således at man er bedst rustet - både i arbejdslivet og hvis man rammes af en fyring, siger socialpolitisk sekretær i HK, Carsten Riis.
Oprettet: 15.02.09, kl. 22.09
Redigeret: 18.02.09, kl. 10.57 af Niels Møller Madsen
Læs mere i temaet:
Ophavsret
Udgivet <15.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

