Mere barsel til far er populært
Over halvdelen af HK’s medlemmer går ind for at øremærke en del af barselsorloven til fædre. HK mener, det er på tide, politikerne tager problemstillingen alvorligt.
Fædre skal tage en tredjedel af barselsorloven. Det er nødvendigt, hvis man skal sikre ligeløn og ligestilling på arbejdsmarkedet. Det mener HK, og medlemmerne bakker op.
52 procent af dem er i hvert fald enige i, at man bør øremærke en del af barselsorloven til mænd. Det viser en ny undersøgelse, Capacent Epinion har lavet for Nyhedsmagasinet HK.
- Vores medlemmer bekræfter den fornemmelse vi selv har. At vi ikke får flere fædre til at tage barselsorlov, med mindre de har ret til en fast del, så de kan være sikre på, at de hverken skal skændes med konen eller arbejdsgiveren om det, siger Mette Kindberg, næstformand i HK og fortsætter:
- Og inden vi får flere fædre til at tage barsel, får vi ikke ligeløn og mere ligestilling på arbejdsmarkedet, fordi kvinderne så fortsat vil have meget mere fravær fra jobbet end mændene.
HK har i flere år kæmpet for at råbe politikerne op og sikret at fædre har en sikret rettighed til en større del af barselsorloven end nu. Selv om fædres rettigheder er blevet sikret en del bedre gennem overenskomsterne ved at de for eksempel er sikret bedre løn, hvis de tager barsel, så mener Mette Kindberg, man er nødt til at tage skridt som for eksempel på Island.
- Dér har man haft rigtig gode erfaringer med en tredeling af barselsorloven, og det har haft mange positive effekter, at fædre tager mere barsel. Vi mener, det er på tide, politikerne tager problemstillingen alvorligt og får øremærket en del af barselsorloven til fædre. Særligt når man kan se, at det også er det befolkningen – i hvert fald vores medlemmer – ønsker, siger hun.
SF og Socialdemokraterne har flere gange foreslået en øremærkning af en del af barselsorloven til mænd, men regeringspartierne har ind til videre ikke været lydhøre.
- Hvis man øremærker tre måneder af barselsorloven til mænd, og mændene så vælger ikke at tage orloven, betyder det jo, at barnet får mindre tid hjemme med forældrene, har ligestillingsminister Karen Jespersen tidligere sagt til Nyhedsmagasinet HK.
Mette Kindberg køber dog ikke den undskyldning.
- Erfaringerne fra Island viser, at stort se alle fædre vælger at tage den orlov, de har ret til, siger hun.
Oprettet: 27.02.09, kl. 13.38
Redigeret: 13.12.10, kl. 13.00 af Niels Møller Madsen
Så mange vil øremærke barselsorlov til mænd
54 procent af HK’s kvindelige medlemmer er helt enige/enige i, at en del af barselsorloven bør øremærkes til mænd
49 procent af mændene helt enige/enige
23 procent af kvinderne er hverken enige eller uenige af – det gælder 27 procent af mændene
20 procent af både mænd og kvinder er uenige
Kilde: Undersøgelse Capacent Epinion har lavet blandt HK’s medlemmer for Nyhedsmagasinet HK
Læs også:
Ophavsret
Udgivet <27.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

