Ministeren opgiver urimelige krav til ledige
Endelig er kravet til ledige om fire ansøgninger om ugen væk Mere kvalitet i vejledning afløser nu beskæftigelses-
ministerens unødvendige kontrol.
Nu skal ledige ikke længere sende fire ansøgninger om ugen for at være helt sikre på at få dagpenge. Helt nye regler skal i stedet sikre, at a-kassen mere aktivt hjælpe de ledige med deres individuelle jobansøgninger. Det er konsekvensen af nye regler, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen introducerer sammen med LO og DA.
De nye regler erstatter det meget udskældte krav om, at ledige skulle søge fire job om ugen for med sikkerhed at blive anset for aktivt jobsøgende. HK har tidligere anbefalet sine ledige medlemmer at anvende et lille computerprogram, der automatisk kunne klare de fire jobansøgninger om ugen. Et massivt pres fra såvel arbejdsgivere som fagforbund sender nu beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen på fuldt tilbagetog.
- Det er meget tilfredsstillende, at vi ikke skal koncentrere os om at tælle ansøgninger, men derimod skal vi beskæftige os med det de ledige har behov for. Vi er jo sat i verden for at rådgive de ledige, og give dem den individuelle vejledning. Det er et klart nederlag for Claus Hjort Fredriksen og hans meget firkantede og bureaukratiske regler, siger Bo Gatzwiller, direktør for HK’s a-kasse.
Nu skal a-kasserne i stedet hjælpe de ledige ved de samtaler, de kommer til med tre måneders interval. De skal se på nogle af den lediges ansøgninger, lave en plan for jobsøgningen sammen med den ledige og komme med forslag til forbedringer. Til gengæld skal den ledige angive stillingsbetegnelserne på de søgte job.
Hvis a-kasserne er i tvivl, om en ledig er aktivt jobsøgende, kan de pålægge vedkommende at gemme og senere fremvise de ansøgninger, der er sendt i en periode.
Af Ole Sønderby Petersen
Oprettet: 03.02.09, kl. 10.24
Redigeret: 03.02.09, kl. 12.46 af Ole Sønderby Petersen
Ophavsret
Udgivet <03.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
