Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Februar 2009 > Pas på, hvis du er ven med chefen på Facebook



Pas på, hvis du er ven med chefen på Facebook

Det kan have konsekvenser at være ven med chefen på Facebook. Det har flere af HK’s medlemmer måtte sande. En butiksansat fik en skriftlig advarsel, og en elev mistede sin elevplads på baggrund af sine skriverier.

Facebook er et populært internet-mødested, hvor venner og bekendte kan få et indblik i din hverdag, hvis du ellers giver dem lov. Mange lader også arbejdskollegaer og sågar deres chef kigge med. Men det kan have konsekvenser, hvis chefen kigger dig over skulderen på Facebook. Flere af HK’s medlemmer er kommet i klemme overfor deres arbejdsgiver, fordi de har skrevet ting på Facebook, som arbejdsgiveren senere brugte i mod dem. Det skriver HKbladet Hovedstaden.

Faglig sekretær i HK Handel Hovedstaden, Mai Britt Tang, fortæller til bladet:
- Vi har oplevet, at en medarbejder i en butik blev præsenteret for en skriftlig advarsel, fordi hendes arbejdsgiver, der også var hendes ven på Facebook, kunne læse med i sin medarbejders skriverier blandet andet om sin fritid med tilhørende billeder.

Da medarbejderen var sygemeldt i en kortere periode, og arbejdsgiveren syntes, hun kunne konstatere på Facebook, at medarbejderen var fotograferet på en natklub, mens hun var sygemeldt, udløste det advarslen. Den blev dog senere trukket tilbage, da HK Handel Hovedstaden gik ind i sagen.

Elev fyret for at kigge efter andet job
En elev fik en endnu hårdere skæbne, da hun skrev til en ven på Facebook, at hun ledte efter et andet job. Hun mistede sin elevplads, da chefen fik kendskab til skriverierne.

- Eleven konstaterede, at lønnen ikke længere kom ind på hendes konto. Den havde chefen stoppet, fordi eleven ikke, som det hedder i fagsprog, ville sin uddannelse, når hun midt i en elevtid så sig om efter andet arbejde. Vi forhandlede med arbejdsgiveren, men måtte opgive at få erstatning for tab af elevpladsen, fordi eleven selv på Facebook havde skrevet, at hun søgte væk. Men den manglende løn, fik eleven udbetalt, siger Mai Britt Tang.

Hun opfordrer til, at man tænker sig godt om og tæller til ti, før man poster sine tanker på siden:
- Når det er på nettet, så er det på nettet. Og bordet fanger. Specielt vil vi opfordre til omtanke, hvis du inviterer chefen eller kollegaer med indenfor som ven på Facebook.

Af Pernille Urth

Oprettet: 23.02.09, kl. 15.15

Redigeret: 23.02.09, kl. 15.23


Ophavsret

Udgivet <23.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.