Politikere er klar til at ændre sygedagpengeregler
De politiske partier er klar til at ændre reglerne om sygedagpenge. Onsdag d. 18. februar indkaldte V, K og DF beskæftigelses- ministeren til et møde om reglerne på baggrund af et foretræde med HK.
De politiske partier er klar til at se på en ændring af sygedagpengereglerne, der hvert år efterlader omkring 1500 personer helt uden økonomisk støtte, fordi de ikke kan vende tilbage til ordinært arbejde og derfor får frataget deres sygedagpenge efter 52 uger uden mulighed for forlængelse.
Det gjorde HK endnu engang opmærksom på ved et foretræde for Arbejdsmarkedsudvalget onsdag d.18. februar. Med til foretrædet var HK-medlemmet Lena Tank, der må leve af en privat forsikring, fordi hun har fået frataget hendes sygedagpenge og ikke er berettiget til kontanthjælp. Hun har udsigt til et fleksjob - og dermed en indtægt - tidligst i juli måned.
Hendes historie gjorde indtryk, for samme dag indkaldte Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til et møde om sygedagpengereglerne.
Der skal være mulighed for yderligere forlængelse
Bent Bøgsted, arbejdsmarkedsordfører for Dansk Folkeparti:
- Det er utilstedeligt, at sådan noget kan ske. Systemet fungerer ikke, som det skal. Vi har derfor bedt beskæftigelsesministeren se på, hvordan vi får lukket det tomrum, personer som Lena Tank ender i. De skal være sikret sygedagpenge, indtil de kan overgå til en anden ydelse. Embedsmændene skal selvfølgelig have tid at finde en løsning på det her problem, men jeg vil mene, at vi kan have vedtaget en lovændring inden sommerferien.
Også Jens Vibjerg, arbejdsmarkedsordfører for Venstre, sad til møde med beskæftigelsesministeren.
- Det virker ikke særlig rimeligt på mig, at du godt kan fortsætte på sygedagpenge, hvis du kan komme tilbage i normal beskæftigelse, men når fremtiden er en anden overførselsindkomst, som for eksempel fleksjob eller førtidspension, så kan man ikke kan få forlænget. Det har vi nu bedt ministeren undersøge, siger han.
Allerede i 2007 gav den daværende konservative arbejdsmarkedsordfører, Lars Barfod, et løfte om at hjælpe de syge ledige, men intet skete. Nu åbner Knud Kristensen, nuværende arbejdsmarkedsordfører for Konservative, igen op for en lovændring.
- Den stærke fremlæggelse fra Lena Tank gjorde et stort indtryk på mig. Det er for mig at se helt urimeligt, at en, der har passet sit arbejde, er kommet i en situation, hvor de mister alle deres muligheder og økonomiske grundlag. Jeg kan love, at det her er noget, der ligger mig på sinde. Jeg har stillet spørgsmål til beskæftigelsesministeren, og jeg vil samtidig tage det op i min folketingsgruppe, siger han.
Oppositionen vil afskaffe varighedsbegrænsningen
En samlet opposition har d. 6. februar stillet forslag om helt at afskaffe varighedsbegrænsningen.
- Vi går ind for, at varighedsbegrænsningen helt skal fjernes, men den bliver nok svær at få et flertal for. HK’s alternative forslag om, at folk med udsigt til fleksjob også skal kunne få forlænget sygedagpengeperioden, er derfor interessant, siger Lennart Damsbo Andersen fra Socialdemokratiet, der har været med til at stille lovforslaget.
Oprettet: 20.02.09, kl. 13.25
Redigeret: 25.02.09, kl. 11.17
Læs også:
Lena fik frataget sygedagpenge og må leve af privat forsikring
Alvorligt syge mister levegrundlag
HK’s forslag til ændringer
HK opfordrer til, at den generelle varighedsbegrænsning på 52 uger bliver fjernet og i stedet afløst af en bestemmelse om, at borgeren er sikret økonomisk støtte, indtil en anden ordning er på plads.
Alternativt ønsker HK, at udvalget ser på mulighederne for yderligere forlængelse af sygedagpengeperioden.
Fakta om sygedagpenge
- I dag er der en varighedsbegrænsning på sygedagpenge, så sygemeldte som udgangspunkt kun kan få sygedagpenge i 52 uger.
- Derudover har de mulighed for at få sygedagpenge i yderligere 2 x 52 uger, hvis de er under eller venter på lægebehandling, og kommunen samtidig vurderer, at de kan starte med at arbejde igen i et fuldtidsjob.
- Dette gælder dog ikke, hvis der er udsigt til, at den sygemeldte ikke kan komme til at arbejde på fuld tid, men måske kun kan komme til at vende tilbage til for eksempel fleksjob eller revalidering. Eller hvis en sygemeldt er helbredsmæssigt uafklaret. Så kan vedkommende heller ikke få forlænget sine sygedagpenge.
Ophavsret
Udgivet <20.02.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

