Anette Steenberg opdager ikke noget, før det er for sent. Hun sidder og sludrer med nogle kollegaer omkring en grill som afslutning på en hyggelig personaledag. Med ryggen til en anden flok kollegaer, der løber og spiller fodbold på græsplænen. Bolden kommer susende med en enorm kraft. Rammer hende i den højre tinding, så hovedet lægger sig helt ned til den anden side som en boksebold.

Det kan lyde som et lille uheld – en bagatel. Men episoden fandt sted den 6. juni 2007, og i dag kæmper 55-årige Anette Steenberg fra Ebeltoft stadig med hjernerystelse og piskesmæld. Og det har fået voldsomme konsekvenser.

Hun har været igennem et utal af behandlinger, har mistet sit job og er nu stadig sygemeldt uden at have en afklaring på sit helbred. I august sidste år fik hun frataget sine sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen, så nu står hun også helt uden indkomst.

- Jeg føler, at jeg er gået fra at have været en superwoman til at være en pjevs. Før sad jeg aldrig stille. Havde fuldtidsjob, satte sommerhuse i stand og holdt vores eget hus perfekt. Nu skal jeg acceptere, at jeg ikke kan ret meget af gangen og hele tiden skal hvile mig på en sofa, fortæller Anette Steenberg.

Fik piskesmæld – og en fyreseddel
Efter ulykken med bolden blev Anette Steenberg sygemeldt. I første omgang troede hun, at det var en hjernerystelse, hun skulle komme sig over. Hovedpinen og kvalmen blev dog værre og værre, og hun kunne næsten ingenting. Hun forsøgte at gå til fysioterapeut, kiropraktor og kraniosakralterapeut, men ingenting hjalp. Sidst på efteråret i 2007 fik hun så diagnosen piskesmæld. Og lige før jul samme år fik hun en fyreseddel.

- Jeg var naiv og gik til møde i troen på, at de ville ønske mig god jul. I stedet mistede jeg mit job i virksomheden, hvor jeg havde været receptionist i ti år. Det var endnu et spark. Og det var ret ironisk, eftersom det faktisk var min chef, der sparkede den bold, jeg fik i hovedet, fortæller Anette Steenberg.

Kamp for overlevelse
Gennem hele 2008 forsøgte Anette Steenberg sygemeldt bare at overleve. Hun havde hele tiden smerter i hoved og nakke og må hvile en stor del af dagen. I marts 2009 kom hun i sin første arbejdsprøvning som pædagogisk vejleder på et arbejdende værksted for sent udviklede unge.

- Jeg synes, det lød enormt spændende og glædede mig til at prøve det, selv om det var uden for mit fag. Men det var simpelthen for hårdt. Jeg kunne ikke klare det. Min sagsbehandler skældte mig ud og kunne ikke forstå det. Jeg har aldrig følt mig så nedværdiget før, fortæller Anette Steenberg.

Herefter fik hun frataget sine sygedagpenge. Hun fik at vide, at hun kunne søge kontanthjælp, men vidste det var umuligt, fordi hun er gift, og hendes mand er selvstændig.

- Så stod jeg der og anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Jeg kunne bare gå hjem og spise mursten og blive forsørget af min mand. Det var meget svært for mig at acceptere, når jeg altid har tjent min egen løn, fortæller Anette Steenberg.

Håber stadig
Anette Steenberg pressede selv på kommunen for at komme i en ny arbejdsprøvning, og det lykkedes i efteråret 2009 i en marketingafdeling. Her klarede hun tre timers arbejde om dagen hver anden dag, men så måtte hun ligge i sengen resten af dagen, når hun kom hjem. En jobkonsulent stoppede det efter en måned, fordi han kunne se, det ikke gik.

Derefter skete der ikke mere fra kommunens side. Et møde blev aftalt, men aflyst igen. Og Anette Steenberg går nu bare og venter. Er snart træt af at presse på for en afklaring. Men hun drømmer stadig om at få det – finde ud af, om hun kan få et fleksjob eller førtidspension.

- Der er ikke noget, jeg hellere vil end arbejde. Det ville være så meget nemmere. Og det ligger i min opdragelse at have et job. Men min læge har sagt, at det vil tage lang tid, før jeg bliver betydeligt bedre. Og jeg får aldrig mit gamle helbred tilbage. Mange af mine drømme og værdier er gået fløjten. Men jeg er en overlever, så jeg prøver stadig at se nogle positive ting i det sort og bevarer håbet, siger Anette Steenberg.

Af Kirsten Marie Juel Jensen