Hold øje med din pension
Flere arbejdsgivere ”glemmer” at indbetale det pensionsbidrag, de har trukket fra din løn, til pensionsselskabet. Så hold hele tiden øje med din pension, opfordrer HK.
Det er ikke nok, at du kan se, at der er trukket et pensionsbidrag på din lønseddel. Du bør også tjekke, om dette bidrag faktisk er sat ind på din pensionsopsparing hos dit pensionsselskab. Det opfordrer HK’s juridiske kompetencecenter dig til efter at have set en række medlemmer komme i klemme.
- Vi har i forbindelse med finanskrisen oplevet, at arbejdsgiveren ikke får indbetalt de pensionsbidrag, de trækker fra medarbejdernes løn, til pensionsselskabet, fortæller Jeanette Hahnemann, juridisk konsulent i HK.
Arbejdsgiveren er selvfølgelig forpligtet til at indbetale de penge, der er trukket fra lønnen. Så det kan man med det samme kræve. Men hvis arbejdsgiveren går konkurs, kan der opstå et problem.
- Ved en konkurs dækker Lønmodtagerens Garantifond kun løn og pension seks måneder tilbage. Hvis arbejdsgiveren i mere end seks måneder ikke har indbetalt dit pensionsbidrag til pensionsselskabet, uden at du har opdaget det, går de penge altså tabt. Så det er meget vigtigt, at man hele tiden holder øje med pensionsindbetalingerne, siger Jeanette Hahnemann.
De fleste får kun oversigt over pensionsindbetalinger fra pensionsselskabet en gang om året, men du bør altså selv løbende bede om oversigter, hvis du vil være sikker på, dine penge ikke går tabt – især hvis du mistænker, at din arbejdsplads er i økonomiske vanskeligheder.
HK’s juridiske kompetencecenter har af samme grund gjort det til en vane altid at tjekke pensionsindbetalingerne hos pensionsselskabet, når et medlem ringer ind, fordi han eller hun har oplevet problemer med at få løn udbetalt.
Oprettet: 17.02.10, kl. 09.34
Redigeret: 17.02.10, kl. 09.40 af Kirsten Marie Juel Jensen
Ophavsret
Udgivet <17.02.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat