Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Februar 2011 > Stol på, at din kollega også laver noget



Stol på, at din kollega også laver noget

Synes du, at du laver mere end din kollega, som bare går til møder eller arbejder hjemme? Vi skal have bedre forståelse for hinandens forskellige arbejdsopgaver og stole på, at kollegaen også yder sit, mener eksperter.

Nå, nu gik hendes dag igen med bare at gå til møder, mens vi andre knokler. Og hvad laver Lars i regnskab egentlig?

Kender du tanker som disse? Mange føler, at vi ikke alle yder det samme på arbejdspladsen, og at nogle – ofte os selv - yder mere end andre. Ifølge en undersøgelse fra HK/Privat, så mener fire ud af ti ikke, at arbejdsgaverne er lige fordelt.

Sådan vil det være nogen steder, men den følelse kan også skyldes, at vi ikke har et godt nok kendskab til vores kollegaers arbejdsopgaver, mener erhvervspsykolog og ph.d. Janne Skakon.
- Vores selvindsigt i vores eget arbejde gør, at vi ofte føler, at vi laver mere end hende, som har nogle helt andre arbejdsopgaver. Men lederen, der går til møder hele tiden, opfylder også en vigtig funktion. Det er bare en anden end vores egen, siger hun til Nyhedsmagasinet HK.

Den opfattelse er Camilla Kring, der har skrevet en ph.d.-afhandling om familie- og arbejdsliv, enig i.
- Tidligere var arbejdet og selve processen meget synligt, da vores primære erhverv var landbrug og produktion. Men i dag er arbejdet meget individuelt - man kan derfor ikke altid se processen, og resultaterne viser sig forskelligt. Det skal man have forståelse for, når man vurderer hinandens arbejde, siger hun til Nyhedsmagasinet HK.

Hjemmearbejde er ikke lig med fri
Nå, hun arbejdede hjemme i går – så fik hun nok lige ordnet vasketøjet også. Mange er betænkelige ved, at deres kollega tager en hjemmearbejdsdag – for når man ikke se vedkommende på kontoret, er det sværere at se, om de bidrager med noget.

- Synlighed er ofte en vigtig faktor, når vi skal definere en god og effektiv medarbejder. Men hvis man opstiller nogle konkrete mål for, hvad der er hjemmearbejde, og hvad der ikke er – så bliver det mere legat ikke altid at være fysisk til stede på arbejdspladsen. Og det er vigtigt, at man ikke ser skævt til hinanden eller bliver misundelig, fordi ens egne arbejdsopgaver ikke lige egner sig til hjemmearbejde, siger Janne Skakon.

Det kræver, at man arbejder med kulturen på arbejdspladsen og indstillingen til hjemmearbejde, mener Camilla Kring.
- Det ligger indgroet i os, at vi alle skal arbejde i samme rytme, men vi skal have forståelse for, at man godt kan arbejde på forskellige måder. For at der kommer en social accept af det, så skal man arbejde med tonen på arbejdspladsen, så man ikke mistænkeliggør hinanden, men giver hinanden plads.

Af Pernille Urth

Oprettet: 24.02.11, kl. 12.34

Redigeret: 24.02.11, kl. 12.34 af Pernille Urth

Læs mere


Nogle knokler, mens andre har for lidt at lave

Der kan være stor forskel på hvor hårdt to kolleger arbejder. Det viser en ny undersøgelse fra HK/Privat, hvor medlemmerne bliver spurgt om arbejdsopgaverne er ligeligt fordelt på deres arbejdsplads


Gør plads til både a- og b-mennesker på jobbet

En fleksibel arbejdsplads, hvor der er mulighed for flydende arbejdstider, så A-mennesker kan møde tidligt og B-mennesker sent, gavner både medarbejdere og arbejdsgiver.


Ophavsret

Udgivet <24.02.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.