Gravide kan ikke fyres med dårlige undskyldninger
Arbejdsgivere må ikke fyre gravide med nedskæringer som undskyldning, når de har mulighed for at ansætte dem i en anden afdeling. Det har to nye domme slået fast.
Hvis du er blevet fyret, fordi du er gravid eller på barselsorlov er det ikke i orden, selv om din arbejdsgiver har brugt dårlig økonomi eller nedskæringer som undskyldning. I hvert fald ikke hvis din arbejdsgiver har mulighed for at give dig job i en anden afdeling. Det viser to nye domme i ligebehandlingssager, som HK har ført for to forskellige medlemmer.
- Arbejdsgivere bliver tilsyneladende ved med at tro, at de bare kan skille sig af med gravide og kvinder på barselsorlov, hvis de bare smider en undskyldning om nedskæringer på bordet. Men den går altså ikke, hvis de har mulighed for at beholde dem i en anden afdeling eller en anden type job, som den ansatte vil være kompetent til, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.
Den ene sag handler om en kvindelig ejendomsmægler, der blev fyret, mens hun var på barselsorlov. Hendes arbejdsgiver undskyldte med, at den lokalafdeling af ejendomsmæglerforretningen, hun arbejdede i, skulle lukkes. Han havde dog mulighed for at ansætte hende i en anden afdeling, fordi hun havde længere anciennitet og bedre uddannelse end flere andre af hendes kollegaer, og derfor gav byretten i Horsens HK ret i, at fyringen var i strid med ligebehandlingsloven.
Samtidig har HK vundet en sag i Vestre Landsret, der handler om en kvinde, der blev fyret 14 dage efter at hun havde meddelt sin arbejdsgiver, at hun var gravid. Landsretten mente ligesom byretten i Hjørring, at fyringen var i strid med ligebehandlingsloven. Kvinden var ansat i en møbelforretning med særligt ansvar for en malerafdeling, men da hun blev gravid, syntes arbejdsgiveren pludselig at denne afdeling skulle lægges sammen med en anden, selv om han ikke tidligere havde luftet disse tanker og heller ikke havde virket utilfreds med hendes arbejde. Kvinden var dog fuldt ud kompetent til at fortsætte i den sammenlagte afdeling eller i en anden af forretningens afdelinger, hvor der i øvrigt ikke var økonomiske problemer, og derfor var fyringen ulovlig.
Oprettet: 06.01.09, kl. 12.48
Redigeret: 13.12.10, kl. 12.28 af Kirsten Marie Juel Jensen
Læs andre ligebehandlingssager her:
Gravid kvinde nægtet ansættelse
Sådan får du juridisk hjælp i HK, hvis du er blevet uretmæssigt fyret:
Ophavsret
Udgivet <06.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.
