Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Januar 2009 > Hvis du sladrer, er du integreret



Hvis du sladrer, er du integreret

Nydanskere, der er en del af sladderklubben på jobbet, er meget velintegrerede. Men sladder kan alligevel ikke bruges som et instrument til integration. Det mener integrationskonsulent.

Hvis du som nydansker er med, når der bliver sladret hen over kaffekoppen i pausen. Eller du er et naturligt led i den SMS-kæde, der går i gang, når et rygte bliver spredt. Ja, så er du velintegreret.

Det mener Mehmet Yüksekkaya, der i en årrække har arbejdet som integrationskonsulent og er forfatter til en bog om uskrevne regler på det danske arbejdsmarked.
- Hvis man er med i sladderen, så er det et tegn på, at man er meget godt integreret på sin arbejdsplads, siger han.

For man er kun med i sladderklubberne, hvis man er en del af inderkredsen af medarbejdere, mener han. Det er dog også netop dette, der gør, at man ikke skal tro, at sladder så kan bruges som et værktøj til bedre integration af nydanskere på arbejdspladsen.

- Man kan lave personalepolitikker om at inddrage alle i sladderen, eller alle medarbejderne kan sige, at de ikke vil holde nogen uden for sladderen. Men det holder ikke. At være med i sladderen kræver fortrolighed og tætte relationer. Og det er min erfaring, at det er indvandrere ofte ikke med i på arbejdspladserne, siger han.

Så man kan ikke formelt sikre, at nydanskere kommer med i sladderen. Mehmet Yüksekkaya mener også, det kan være svært, fordi danskere og nydanskere ikke nødvendigvis føler behov for at sladre om de samme ting.
- Danskere sladrer virkelig om alt. Om chefen, om medarbejdere, der ikke laver nok, om medarbejdere, der kommer for sent, om medarbejdere, der er meget syge. Og så videre. Indvandrere sladrer måske mere grupperettet. Det vil ofte være, hvis de føler, at nogen opfører sig racistisk over for dem. Eller de sladrer om følelsen af afmagt i en eller anden situation, siger han.

Hanne Gullestrup, der er virksomhedskonsulent mener nu godt, man kan bruge sladderen som integration i visse situationer.
- Man kan tale med den nydanske kollega om arbejdspladsen og arbejdsforholdene i stedet for hele tiden at understrege forskelligheden ved kun at tale med dem om noget fra deres kultur – deres mad og tøj, siger hun.

Hun er dog enig med Mehmet Yüksekkaya i, at det kan være svært at komme ind og være en del af sladderen blandt nye mennesker, når der er sprog- og kulturbarrierer. Derfor mener hun også, at hvis man først er en del af sladderen, så er man godt på vej til at være helt integreret.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Kommentér artiklen

Oprettet: 05.01.09, kl. 11.24

Redigeret: 12.01.09, kl. 10.45 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs mere i temaet:

Sladder på arbejdspladsen


Ophavsret

Udgivet <05.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.