Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Januar 2009 > Sådan gør du hvis du bliver fyret



Sådan gør du hvis du bliver fyret

En række store virksomheder varsler masse- afskedigelser, og finanskrisen truer i det hele taget flere job. Derfor får du her en række gode råd til, hvad du stiller op, hvis du bliver fyret.

En fyreseddel er ikke det sjoveste at stå med i hånden, men din a-kasse og din fagforening kan heldigvis hjælpe dig med at se fremad og finde et nyt job. Her kan du læse hvordan.

Selv om du ikke skal lade dig skræmme af krisen, kan det nemlig være godt at vide i en tid, der er præget af et rekordstort antal konkurser og store virksomheder som Aalborg Portland og Mærsk, der har varslet masseafskedigelser.

A-kassen kan hjælpe dig med at finde job, så snart du har meldt dig ledig på jobcentret, lagt dit CV på jobnet.dk og sendt en ledighedserklæring til a-kassen. Du kommer til en samtale og kan få klarlagt dine kompetencer, du kan få hjælp til at skrive ansøgninger og tips til jobsamtale, og så står a-kassen også for direkte jobformidling og kan hjælpe med at matche dig med den rigtige arbejdsgiver. Du kan også få tip om, hvor du kan skabe nye netværk.

- Hvis man er lidt oppe i årene, anbefaler vi for eksempel, at man melder sig til et seniornetværk. De findes over hele landet, og her kan man møde andre i samme situation, så der både er noget socialt i det, og man kan hjælpe hinanden med jobsøgning, siger Jytte Hougaard, konsulent i HK’s a-kasse.

Hjælp til uddannelse
Hvis du udover at være medlem af a-kassen også er medlem af en fagforening, er der endnu mere hjælp at hente, hvis du er blevet ledig. For eksempel kan du få vejledning om løn og ansættelsesvilkår af de faglige konsulenter, der også gerne vil kigge på, om kontrakt og løn er i orden, hvis du skal tage stilling til et nyt job.

Og hvis du mangler nogle kompetencer for at få en ny stilling, er det en også en god idé at ringe til din lokale HK-afdeling.
- Vi taler med ledige om deres uddannelsesmuligheder og vejleder dem i, hvad de har brug for for at finde et nyt job. Hvis vi kan se, at der ikke findes de uddannelsestilbud, den enkelte har brug for, taler vi med for eksempel handelsskoler eller tekniske skoler, om de kan oprette nogle kurser, hvis vi kan se, at der for eksempel er en gruppe, der har brug for et brush up i regnskab, fortæller Gitte Vedel, uddannelseskonsulent i HK.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Kommentér artiklen

Jeg har lige skrevet en artikel med et par praktiske råd. Måske læserne kan bruge dem. Du kan finde artiklen på dette link: http://www.teglkamp.dk/Alt%20om%20ledelse/Hvis_du_bliver_fyret.pdf...

Oprettet: 13.01.09, kl. 10.49

Redigeret: 16.01.09, kl. 15.17 af Kirsten Marie Juel Jensen


Ophavsret

Udgivet <13.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.