Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Januar 2009 > Sådan tackler danskerne krisen



Sådan tackler danskerne krisen

Krisehistorier fylder medierne og har for alvor indfundet sig i danskernes bevidsthed. Men hvordan reagerer vi egentlig på krisen, og hvad skal man gøre, hvis man bliver ramt? Få svaret her.

Ord som bankkrise, boligkrise og finanskrise fylder medierne. Vi taler om fyringer, tvangsauktioner og konkurser. Krisesnakken raser for alvor omkring og i mellem os. Men hvordan reagerer danskerne egentlig på al den snak om krise?

Det giver Ole Steen Kristensen, professor på Psykologisk Institut på Århus Universitet, her et svar på.
- Der er den mest direkte påvirkning, de fleste kender, hvor man kan spore en vis usikkerhed og manglende villighed til at satse hos folk. Folk bliver mere tilbageholdne med at købe og investere, siger han og fortsætter:
- Den usikkerhed har nogle reelle påvirkninger som for eksempel arbejdsløshed og tvangsauktioner, og de ting kan ændre på folks livsvilkår. Hvis de bliver ændret, betyder det ofte stress og dårligere trivsel.

Mange finder offer-viljen frem
Men selvom meget står i krisens tegn, mener Ole Steen Kristensen, at mange danskere ikke vil få ændrede livsvilkår og dårligere trivsel.

- Folk tilpasser sig ofte, og i krisetider som disse aktiveres nogle helt andre ressourcer og et potentiale for at klare ting. Den såkaldte offervilje stiger hos befolkningen. De vil gerne afgive noget for at få samfundet til at fungere. Der er selvfølgelig undtagelser, for dem der bliver ramt af arbejdsløsheden eller er dårligt stillet får ændrede livsvilkår, og de har ikke overskud til at ofre noget.

Fokusér på det positive
I krisetider som nu, er mange bange for en fyringsrunde på jobbet, men Ole Steen Kristensen opfordrer til, at man begrænser bekymringen.

- Hvis der er konkrete rygter om fyringer, skal man diskutere dem. Men ellers skal man fokusere på sit arbejde og nuet. Brug tid på familielivet, netværk og fritidsinteresser, som giver et afbræk. Læg bekymringerne ved hoveddøren, når du kommer hjem, for hvis det sætter sine spor i familielivet, bliver det endnu sværere at komme igennem, siger han.

Arbejdsglædecoach Lea von Sperling anbefaler, at man bevarer et positivt fokus på arbejdet, selvom stemningen kan være trykket.
- Situationen er den samme, men man kan ændre den måde, man tænker på. Det kan man gøre helt enkelt, ved at man skriver tre gode oplevelser ned i slutningen af sin arbejdsdag. På den måde kan man træne sit positive udsyn.

Hvis man bliver fyret, handler det også om at se positivt på det.
- Man bliver sat i en svær situation, hvor man føler en tung sort sky hænger over en, men det kan være starten på en god udvikling, siger Lea von Sperling.

Det er Ole Steen Kristensen enig i.

- Hvis man bliver fyret, er man nødt til at se virkeligheden i øjnene. Undersøg andre muligheder, vær indstillet på at flytte andre steder hen og udnyt de kursusmuligheder, der er. Selvom det er svært, skal man være åben, da det kan være afsættet til et langt mere spændende job, siger han.

Af Pernille Urth

Oprettet: 20.01.09, kl. 10.19

Redigeret: 26.01.09, kl. 10.17

Læs meget mere i temaet:

Krisen i fokus


Ophavsret

Udgivet <20.01.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.