Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Januar 2010 > Tilbagegang næsten stoppet i HK's a-kasse


Kontakt HK

Ring til HK
Telefon 7011 4545
Mandag-torsdag kl. 8-17
Fredag kl. 8-16

Fax: 3330 4099
Send E-mail

Øvrige kontaktoplysninger


HKs A-kasse
Telefon: 7010 6789

Fax: 3330 4549
Kontakt a-kassen


Tilbagegang næsten stoppet i HK's a-kasse

Den økonomiske krise har øget danskernes risiko for at miste jobbet. Derfor melder flere sig ind i en A-kasse. Siden juni 2009 har Danmarks næststørste a-kasse, HK’s a-kasse, noteret hundredvis af nye medlemmer hver eneste måned.

- Det er som om, det endelig er gået op for folk, at de er rigtig dårligt stillede, hvis de mister deres job og ikke er medlem af en a-kasse. De færreste kan nemlig få kontanthjælp, og så er det altså 0 kr. i kassen, hvis man mister sit job og ikke er med i en a-kasse, siger bestyrelsesformand for HK’s a-kasse Kim Simonsen.

HK’s a-kasse har ellers de seneste år haft tilbagegang i medlemstallet, men nu ser det ud som om, tilbagegangen er stoppet. Siden juni har det samlede medlemstal stort set været stabilt, og en stor del af udmeldelserne skyldes, at medlemmerne går på pension eller efterløn.

HK’s A-kasse kan især notere sig flere yngre medlemmer.
- Det er jeg meget glad for. Mange af dem, har aldrig oplevet økonomisk nedtur på arbejdsmarkedet, og det har været svært for os at overbevise dem om, at det kan ske. Mange af dem har jo familier at forsørge, så derfor er det vigtigt for dem med det økonomiske sikkerhedsnet, som a-kassen giver, siger Kim Simonsen.

Udover at være et økonomisk sikkerhedsnet, hjælper a-kassen også ledige med at finde et nyt job.
- Her trækker vores a-kasse jo på den særlige indsigt vi har i HK-området. Det handler både om at kende arbejdspladserne og om at kende de krav, der stilles til arbejdskraften på vores område. Vi oplever, at den del af ydelsen også har stor betydning for vores ledige medlemmer. Rigtig mange af vores nye medlemmer kommer fra de a-kasser, som ikke er knyttede til de traditionelle fagforbund, bl.a. ASE og Krifa, siger Kim Simonsen.

Lige nu er arbejdsløsheden stigende, og der er ”ventetid” på et nyt job for ledige indenfor HK’s område. Den ventetid skal bruges fornuftigt, mener HK.
- Vi synes, ledige skal have bedre muligheder for at uddanne sig, mens de er ledige. En del af de tilbud, der findes i dag, opleves som det rene tidsspild for vores medlemmer. Så i stedet for at kaste penge ud af vinduet på nyttesløse aktiviteter, arbejder vi for, at folk får lov til at bruge tiden fornuftig på relevant uddannelse. Både for deres egen skyld og for arbejdsmarkedets skyld, for vi ved, at der om få år er brug for flere folk med nye kvalifikationer igen, siger Kim Simonsen.
Af Lone Søe

Oprettet: 08.01.10, kl. 12.17

Redigeret: 13.01.10, kl. 11.06 af Niels Møller Madsen

Fakta om HK’s a-kasse

• HK’s A-kasse har 246.000 medlemmer
• Arbejdsløsheden blandt HK’s medlemmer er 4,3 %
• I første halvdel af 2009 var nettotabet af medlemmer 5.846
• I anden halvdel af 2009 var nettotabet af medlemmer reduceret til 420


Ophavsret

Udgivet <08.01.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.