Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Juni 2009 > Fastlåste forestillinger om mænd og kvinders evner



Fastlåste forestillinger om mænd og kvinders evner

Der er stadig meget fastlåste forestillinger om, hvad mænd og kvinder kan og vil. Det viser en ny undersøgelse blandt administrative medarbejdere. Det er med til at fastholde det kønsopdelte arbejdsmarked, mener HK.

Der er stadig i høj grad nogle generelle forestillinger om køn, og hvad mænd og kvinder er bedst til. Og det har en betydning for opdelingen af arbejdet mellem mænd og kvinder. Det er en af konklusionerne i en ny undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Roskilde Universitet (RUC) har lavet om administrativt arbejde, som beskæftiger cirka tyve procent af lønmodtagerne, hvor de to tredjedele er kvinder.

I undersøgelsen bliver det tydeligt, at der stadig i dag er nogle meget klare kønsstereotyper. Mænd omfattes som udadvendte, karriereorienterede og sælgermindede, mens kvinder er gode til administrativt rutinearbejde og har et naturligt omsorgsgen, ifølge deltagerne i undersøgelsen. Det gør derfor mænd og kvinder bedst egnede til forskellige typer jobopgaver.

Resultatet kommer ikke bag på Sidsel Lond Grosen, adjunkt på RUC og en af forfatterne bag rapporten:
- At der er nogle bestemte forestillinger om køn, ser vi gang på gang i andre undersøgelser. Men det er trist og tankevækkende, at det ser så fastlåst ud, og at der ikke bliver stoppet op og reflekteret over de her stereotype billeder, siger hun til Nyhedsmagasinet HK.

I HK ærgrer næstformand Mette Kindberg sig over, at man opfatter mænd og kvinders evner forskelligt.
- Rapporten bekræfter, at der desværre er nogle kønsstereotyper, som betragtes som sandheder af ledelse og medarbejdere, selvom der ikke er nogen rationel forklaring på det eller belæg for at sige det, siger hun.

Kønsstereotyper er med til at fastholde et kønsopdelt arbejdsmarked
Når hverken ledere eller medarbejdere reflekterer over mænd og kvinders roller, og de opfatter deres evner forskelligt og som naturlige og ikke faglige kompetencer, så påvirker det opdelingen af arbejdet mellem mænd og kvinder.

De stereotype kønsroller bidrager derfor til det kønsopdelte arbejdsmarked, mener Mette Kindberg.
- Det er med til at fastholde forestillingen om, at der mandejob og kvindejob. Da mændenes job ofte er forbundet med en højere prestige, giver det højere lønninger og bedre pension til mændene. Det er derfor vigtigt, at vi kommer de ubegrundede forestillinger om mænd og kvinder til livs, så vi kan bryde det kønsopdelte arbejdsmarked, siger hun til Nyhedsmagasinet HK.

Også Sidsel Lund Grosen mener, at stereotyperne er med til at opretholde det kønsopdelte arbejdsmarked, og at man på arbejdspladserne er nødt til at tale om, hvordan vi ser på mænd og kvinder.

- Man skal begynde at tale om køn på arbejdspladserne og blive klar over, hvad det er for nogle stereotyper, der er i spil – og sætte spørgsmålstegn ved, om det virkelig er sådan. Vi lider af den vrangforestilling, at vi har ligestilling i Danmark, og det er nødvendigt at bryde med de fastlåste forestillinger om mænd og kvinder, for at ændre det.

Af Pernille Urth

Oprettet: 09.06.09, kl. 09.41

Redigeret: 09.06.09, kl. 09.45

Læs rapporten IT, køn og psykisk arbejdsmiljø i administrativt arbejde her

Om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på 62 interviews med ledere og medarbejdere, som kommer fra banksektoren eller et jobcenter. Forskningsprojektet er et samarbejde mellem Roskilde Universitet og SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Projektet er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Læs også

Mænd får mest ud af deres uddannelse

Kvinder halter stadig efter mænd


Ophavsret

Udgivet <09.06.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.