Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Juni 2009 > HK sender ønskeseddel til EU-kandidater



HK sender ønskeseddel til EU-kandidater

Øremærkning af barselsorlov til mænd, beskyttelse mod overvågning og forebyggelse af skelet- og muskelsygdomme. Det er nogle af de ting, HK ønsker, kandidaterne til Europa-Parlamentet skal arbejde for i EU.

En ønskeseddel med seks ønsker om blandt andet øremærket barsel til mænd og adgang til ligelønsstatistikker for alle. Det har HK netop sendt af sted til samtlige kandidater til Europa-Parlamentsvalget. Der er nemlig mange ting på arbejdsmarkedet, som EU har indflydelse på. Derfor mener HK, det er vigtigt at gøre kandidaterne opmærksom på, hvad der vigtigt at arbejde for, hvis de bliver valgt ind.

- I EU træffes der hver dag beslutninger, som får indflydelse på danskernes hverdag. Europaparlamentarikerne har derfor et meget vigtigt job, og vi har tilladt os at sende nogle ønsker til kandidaterne, fordi vi gerne vil gøre opmærksom på de områder, vi mener, det er meget vigtigt, de går videre med, siger Kim Simonsen, forbundsformand for HK.

Mange ønsker på ligestillingsområdet

Fordi EU på ligestillingsområdet i mange sammenhænge er længere fremme end den danske regering, er det især i forhold til ligestilling, HK har flere ønsker.

HK vil for eksempel gerne have, at Europa-Parlamentet kæmper for at ansatte får flere rettigheder til lønoplysninger på deres arbejdsplads. Så man sænker grænsen for, hvornår en virksomhed er forpligtet til at lave en kønsopdelt lønstatistik. Grænsen ligger nu på 35 ansatte, og det udelukker for mange virksomheder, mener HK.

- Danske kvinder tjener i gennemsnit næsten 18 procent mindre end deres mandlige kolleger, hvilket placerer Danmark nede på en 15. plads i EU. Det kan vi ikke være bekendt, og derfor er alle forslag til, hvordan vi kan sikre ligeløn velkomne fra kandidaterne, siger Kim Simonsen.

At en del af barselsorloven skal øremærkes til mænd, og at der i det hele taget skal arbejdes for at skabe mere ligestilling i familien og på arbejdspladserne står også højt på HK’s ønskeseddel til kandidaterne.

Må ikke tjekke private emails

HK peger også på, at EU-kandidaterne bør arbejde for at lave fælles EU-regler for at beskytte ansatte mod mere overvågning og kontrol. Arbejdsgivere bør ikke have ret til at tjekke medarbejderes private emails og må i det hele taget ikke misbruge personfølsomme oplysninger.

Muskelsygdomme skal forebygges

Et sidste område, som HK gerne vil have kandidaterne til at bringe med sig i Europa-parlamentet er, at sikre forebyggelse af muskel- og skeletsygdomme som diskusprolaps, slidgigt i knæ.

- Ifølge en undersøgelse udgør muskel- og skeletsygdomme 53 procent af alle erhvervsbetingede lidelser i EU. Derfor mener vi, der er behov for en fælles europæisk rammelovgivning, og at der bliver vedtaget et direktiv, som kan forebygge disse sygdomme.

Hvis udviklingen fortsætter, vil det nemlig have mange personlige omkostninger for de mange, der bliver syge, og for samfundet betyder det meget store udgifter til sygdomsbehandling, sygedagpenge og pension, siger Kim Simonsen.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Oprettet: 03.06.09, kl. 14.31

Redigeret: 03.06.09, kl. 14.47 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs også:

HK’s ønskeseddel for de næste 5 år til kandidaterne til EU-parlamentet:

HK's ønsker til Europa-Parlamentet

Et resumé af ønskerne:

1. Lige løn til mænd og kvinder

  • Adgangen for de ansatte til at få lønoplysninger på deres arbejdsplads skal udvides og forbedres. Då vil de ansatte bedre kunne opdage, om ligelønslovgivningen overtrædes.

2. Mere ligestilling i familien og på arbejdspladserne

  • Bedre balance mellem familie og arbejdsliv – f.eks. gennem udvidelse af perioden for barselsorlov og forbedring af rettighederne for gravide og kvinder, der lige har født.
  • Bedre muligheder for fædre til at passe deres børn. Det kan ske ved at reservere en del af orloven til fædrene.

3. Beskyttelse af de ansattes personoplysninger

  • Jobsøgende og ansatte skal beskyttes mod misbrug af personfølsomme oplysninger. Det skal ske ved at få Kommissionen til at fremsætte et direktiv herom.

4. Forebyggelse af muskel- og skeletsygdomme

  • Forekomsten af erhvervsbetingede muskel- og skeletsygdomme skal reduceres. Det skal bl.a. ske ved at få Kommissionen til at fremsætte et direktiv om forebyggelse af muskel- og skeletsygdomme.

5. Grænser for arbejdstiden

  • Direktivet om arbejdstid moderniseres. Muligheden for et EU-land for at vælge reglerne om en højeste ugentlig arbejdstid fra skal fjernes.

6. Bedre beskyttelse af udenlandske lønmodtagere

  • Der skal tilføjes en social protokol til Lissabon-traktaten, der knæsætter retten for hvert enkelt medlemsland til at fastsætte effektive regler, kontrol og sanktioner over for arbejdsgivere for at forhindre social dumping fra udenlandsk arbejdskraft.
  • Udstationeringsdirektivet skal tages op til revision. Direktivet skal ændres, så det helt klart er et minimumsdirektiv, der tillader medlemslandene at stille supplerende nationale krav til udenlandske lønmodtageres løn- og ansættelsesvilkår.

Ophavsret

Udgivet <03.06.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.