Jobpatruljens sommertour er startet
I weekenden kørte det første hold fra LO’s Jobpatrulje ud i landet for at oplyse virksomheder og fritidsjobbere om de unges rettigheder. De satser på at have besøgt mere end 6500 virksomheder, når sommeren er ovre.
Det første hold fra LO’s Jobpatrulje er kørt ud i landet for at rådgive virksomheder og unge fritidsjobbere om deres rettigheder på arbejdspladsen. Når sommeren er ovre, satser Jobpatruljen på at have overgået sidste års indsats, hvor de besøgte mere end 6500 virksomheder og talte med mere end 2000 fritidsjobbere.
LO’s Jobpatrulje består af ungdomskonsulenter fra fagforbundene i LO, herunder HK. Formålet er at forbedre de unges arbejdsvilkår i deres fritidsjob, fortæller Matias Bredde Jensen, som er ungdomskonsulent i LO og central koordinator af Jobpatruljen.
- Mange unge ved ikke, hvilke rettigheder de har, og vi ved, der er nogle problemer for unge fritidsjobbere. Så vores opgave er at være med til sikre de unges rettigheder og undgå skader og arbejdsulykker, siger han til Nyhedsmagasinet HK.
De typiske fejl, Jobpatruljen ser på arbejdspladserne, er, at de unge ikke har fået en ansættelseskontrakt, at de ikke får de rigtige lønsatser, og at de foretager for tunge løft. Opgørelser fra sidste års virksomhedsbesøg viser, at hver fjerde fritidsjobber ikke har en ansættelseskontrakt, og mere end hver tredje fritidsjobber løfter mere end 12 kg, som ikke er lovligt.
Skader skal meldes til Arbejdstilsynet
En opgørelse over arbejdsulykker fra Arbejdstilsynet viser, at flere tusinde unge i alderen 10-17 år, er kommet til skade. Opgørelsen viser kun de anmeldte skader, og det reelle tal vurderes til at være væsentligt højere.
Arbejdsskader er derfor også noget, Jobpatruljen er meget opmærksom på at snakke med de unge om.
- Deres timetal taget i betragtning, så er det nogle meget groteske tal omkring arbejdsskader og ulykker. Vi må blive bedre til at passe på vores børn og unge. Mange skader bliver ikke anmeldt, fordi de unge og deres forældre ikke tænker over den mulighed. Det er et problem, hvis de senere i livet får problemer med fx ryggen på grund af for tunge løft, for så har de mistet muligheden for erstatning, fortæller Matias Bredde Jensen.
Han opfordrer forældrene til at være opmærksom på arbejdsskader og få dem meldt til Arbejdstilsynet samt at få den unge meldt ind i en fagforening, som kan hjælpe de unge med at tjekke deres kontrakter, lønsatser og give juridisk hjælp, hvis der skulle opstå problemer.
- Det koster ofte kun et symbolsk beløb at melde den unge ind i en fagforening, og så kan de vejlede og støtte den unge omkring fritidsjobbet, siger Matias Bredde Jensen.
Oprettet: 22.06.09, kl. 11.20
Redigeret: 22.06.09, kl. 11.26
Ophavsret
Udgivet <22.06.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

