Nydanskere har svært ved den sociale del af jobbet
Det tager ofte lang tid for nydanskere at falde til på jobbet, fordi de har svært ved at deltage i det sociale. Det viser ny undersøgelse, Capacent har lavet for HK. Mentorer og det at sige uskrevne regler højt kan hjælpe, mener HK og integrationskonsulenter.
Nydanskere står ofte udenfor fællesskabet med kollegaerne på arbejdspladsen. Hvor de har nemt ved at sætte sig ind i det faglige, kan de have svært ved at deltage og forstå den sociale del af jobbet. Det viser en ny undersøgelse, Capacent har lavet for HK.
Her fortæller en tredjedel af danskerne, at det er svært for nydanske kollegaer at falde til på arbejdspladsen, eller at det i hvert fald tager lang tid. 51 procent siger, at det især er ved sociale sammenkomster og i pauserne på arbejdspladsen, de tænker over forskellene mellem nydanskere og danskere.
Mentorer kan hjælpe
I HK mener næstformand Karin Bancsi, at tallene viser, det er vigtigt at få sat ind, så vi sikrer, at nydanskere falder hurtigere og bedre til på arbejdspladsen.
- Det er afgørende, at vi bliver bevidste om, at der altså er forskel på nydanskere og danskere. Hvor danskere deltager i det sociale som en selvfølge, er det ikke alle nydanskere, der er vant til, at det er en del af jobbet at være social med kollegaerne. Hvis vi skal undgå misforståelser og dårlig stemning, er det altså afgørende, at man på arbejdspladsen får talt sammen og sat ord på de uskrevne regler, siger Karin Bancsi, næstformand i HK og fortsætter:
- Derudover mener vi, at mentor-ordninger bør være meget mere udbredte. Vi har i samarbejde med Integrationsministeriet uddannet 73 mentorer på arbejdspladser, der skal tage imod nye medarbejdere og især kan være en støtte for nydanske kollegaer. Det har vist sig, at give gode resultater, siger hun.
Lav en torsdagscafé
Integrationskonsulenter er helt enige i, at det er meget vigtigt, man tager fat i det sociale samvær på arbejdspladserne.
- Som arbejdsplads kan man informere den nydansker, man vil ansætte, grundigt om de forventninger, man har. Hvis man vægter det sociale højt, skal man sige det. Man kan jo ikke tvinge folk til at gå i fredagsbar. Men det er meget iøjnefaldende, hvis der er nogen, der ikke er en del af fællesskabet, og så er det, der opstår myter. Så man skal forklare, at det sociale er vigtigt, fortæller Esma Birdi, integrationskonsulent.
Hun mener også, man kan finde nye måder at være sammen på.
- Man kunne jo for eksempel lave en torsdagscafé med te og kaffe i stedet for eller i tillæg til en fredagsbar. Muslimske medarbejdere kan også lave ramadanfrokost, der skal være åben for alle – ligesom julefrokosterne er det. På den måde kan man dele sine traditioner, siger hun.
Esma Birdi understreger også, at nydanskerne selv har et ansvar for at deltage.
- Som nydansker skal man ikke være bange for at tage til fredagsbar eller julefrokost. Det betyder jo ikke, at man behøver at drikke, eller at man lige pludselig bliver omvendt fra muslim til kristen, siger hun.
Myter opstår, når man ikke taler sammen
Det bakker integrationskonsulent Manu Sareen op om. Han mener, løsningen egentlig er meget let. Som kollegaer skal man bare lære at spørge til hinandens forskelligheder, så man kan forstå dem.
- Jeg har hørt indvandrere sige: ” Jeg tør ikke tage derhen, for de synes sikkert, jeg er underlig” og danskere sige: ”Jeg synes, det er underligt, indvandrerne ikke deltager, men det er nok noget med deres religion, og jeg vil ikke spørge.” Så når der opstår myter, er det fordi, man ikke har talt om tingene. Vi er da forskellige, men man kan gøre mange ting sammen alligevel, siger han.
Job bedste vej til integration
I forbindelse med HK’s kampagne ” Vi er alle en del af løsningen” sættes der netop nu fokus på integration på arbejdspladsen.
- Vi ved, at et job er den bedste vej til integration. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at man på arbejdspladserne tager godt imod kollegaer, som kommer fra kulturer med andre normer og traditioner, end de fleste i Danmark, siger forbundsformand i HK, Kim Simonsen.
Oprettet: 17.06.09, kl. 10.07
Redigeret: 22.06.09, kl. 16.22 af Kirsten Marie Juel Jensen
Se også:
FAKTA
Hvordan oplevede du at din nydanske kollega faldt til?
- 64% oplevede at vedkommende faldt godt til med det samme.
- 22% oplevede at vedkommende faldt til, men det tog lang tid
- 10% oplevede, at det var svært for vedkommende at falde til
- 1 % oplevede, at det var umuligt for vedkommende at falde til
Var der nogle særlige sammenhænge, hvor du tænkte over, at din kollega var nydansk?
- Ved sociale sammenkomster på arbejdspladsen – 40 %
- I pauserne – 11 %
- I faglige sammenhænge – 20 %
- Ved ikke – 29 %
Kilde: Undersøgelse Capacent har lavet i befolkningen (arbejdsstyrken) for HK, 2009
Ophavsret
Udgivet <17.06.09> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

