200.000 kroner for fyring
En arbejdsgiver må ikke fyre en kvinde, bare fordi hun er gravid. Vestre landsret har netop stadfæstet dommen, der betyder, at en jysk arbejdsgiver skal betale en erstatning på godt 200.000 kroner til en tidligere medarbejder. HK’s næstformand, Mette Kindberg, jubler.
Kun to uger efter, at en kvinde i Jylland havde meddelt sin chef, at hun var gravid, kunne hun se sin stilling slået op i en jobannonce. Vel at mærke uden at hendes chef havde gjort hende opmærksom på, at hun var blevet fyret. Det mente kvinden var for galt og gik til HK. Her mente man, at der var sket en overtrædelse af ligebehandlingsloven. Sagen blev behandlet af byretten i Aalborg tilbage i september 2009, hvor kvinden fik en erstatning på lige under 200.000 kroner svarende til ni måneders løn. Dommen er nu blevet stadfæstet i Vestre Landsret.
HK’s næstformand Mette Kindberg er glad med afgørelsen, men mener, at den er et ærgerligt tegn på en alvorlig tendens.
- Sagen her giver jo HK ret i, at arbejdsgivere fyrer gravide på usagligt grundlag. Det kan vi ikke acceptere, det er meget vigtigt, at man ikke gør det at være gravid til et minus på arbejdspladserne, siger hun og tilbageviser kategorisk en undersøgelse, som rådgivningsfirmaet KMPG netop har lavet. Undersøgelsen viser, at virksomhedsledere vil have gjort det lettere at fyre gravide og folk på forældreorlov.
Ifølge Mette Kindberg lægger det op til, at man skævvrider det danske arbejdsmarked.
- Hvis man gør det lettere at fyre gravide, så er der en fare for, at arbejdsmarkedet bliver støvsuget for mennesker i 30’erne, siger hun.
Mette Kindberg henviser også til, at der på sigt skal bruges flere hænder for at løfte fremtidens arbejdsbyrde. Hun mener, man risikerer, at færre får børn, hvis man gør det lettere at fyre gravide. Det vil i sidste ende stille arbejdsmarkedet langt svagere.
Oprettet: 16.06.10, kl. 14.04
Redigeret: 16.06.10, kl. 14.18 af Henrik Wanscher
Ophavsret
Udgivet <16.06.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat