Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Juni 2010 > Krisen påvirker folks sommerferieplaner



Krisen påvirker folks sommerferieplaner

Mange har aflyst sommerferien i år på grund af den økonomiske krise, viser rundspørge.

Krisen påvirker sommerferieplanerne hos hver fjerde HK’er. Feriebudgettet er skåret ned, så planlagte udlandsferier i stedet bliver til ferier i Danmark, hvis ferien da ikke helt aflyses. Det viser en rundspørge blandt 500 læsere af Nyhedsmagasinet HK.

- Ja, sommerferien er jo aflyst, for jeg har gået ledig siden nytår, og er først kommet tilbage på arbejdsmarkedet for tre uger siden, så jeg kommer ikke til at bruge penge på ferie - har nemlig brugt dem alle til at betale regninger med, skriver en læser.

- Da min mand desværre er uden job pr. 1. august (var offentlig ansat), tør og kan vi ikke bruge som vi plejer, skriver en anden.

- Ønsker at øge opsparing - så derfor skæres ned, skriver en tredje læser.

Dobbelt så galt som sidste år
Krisen ser ud til at ramme læsernes privatøkonomi dobbelt så hårdt i 2010 som sidste år – i hvert fald var det kun hver 10. der sidste år svarede ja til spørgsmålet om, hvorvidt krisen påvirker ferieplanerne.

Læserne bedes også om at svare på, om de bruger flere eller færre penge på sommerferie i år. Hver tredje planlægger at bruge færre penge, 43 procent vil bruge det samme som sidste år og 14 procent planlægger at bruge flere penge på ferie i år.

Det er frygten for at miste arbejdet, der får folk til at skrue ned for ferieblusset, mener økonom Henrik Hofman, leder af HK’s Afdeling for Arbejdsliv og Analyse.

- Dels er ledigheden steget siden sidste år, men nok så vigtigt er jobusikkerheden steget. Der er blevet meget færre job i det år, som er gået. Og hvor krisen sidste år først og fremmest ramte det private arbejdsmarkedet, omfatter den med bebudede fyringer i kommunerne nu også det offentlige arbejdsmarked, siger han.

Sommerhusferie topper
Rundspørgen udfritter også læserne om deres ferieform i år. Og her topper sommerferie i sommerhus listen. På de to næste pladser kommer charterferie og campingferie efterfulgt af biltur og storbyferie. Aktivferie – på cykel, i kano, i vandresko, under vandet eller på bjergsider - tiltrækker kun et mindre antal læsere, viser rundspørgen.

Af Niels Møller Madsen

Kommentér artiklen

Oprettet: 09.06.10, kl. 14.29

Redigeret: 09.06.10, kl. 15.34 af Niels Møller Madsen


Ophavsret

Udgivet <09.06.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.