Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Juni 2010 > Trivsel på jobbet er guf for bundlinjen



Trivsel på jobbet er guf for bundlinjen

Når medarbejderne trives, vokser tallet på virksomhedens bundlinje. Alligevel satser de færreste virksomheder på trivslen. En myte, at virksomheder altid handler rationelt, siger bogens forfatter professor Tage Søndergaard Kristensen.

Undersøgelser fra hele verden viser det samme: Hvis medarbejderne på en virksomhed trives, så gavner det virksomhedens bundlinje. Det konkluderer dr. med. og sociolog Tage Søndergaard Kristensen i sin nye bog ”Trivsel og produktivitet – to sider af samme sag”, hvor han gennemgår internationale undersøgelser om sammenhængen mellem trivsel og produktivitet.

I Danmark klarer virksomheder som ATP og Irma sig godt – begge er kendetegnet ved at gøre noget ekstra for trivslen og arbejdsmiljøet. Undersøgelser viser endvidere, at virksomheder med dét fokus gennemgående har det halve sygefravær og den halve personaleomsætning sammenlignet med traditionelle virksomheder.

I USA viser det sig, at ”de 100 bedste arbejdspladser” giver det dobbelte i udbytte sammenlignet med gennemsnittet for virksomhederne på den amerikanske børs.

Paradoks: Virksomhederne gør ikke noget
Trods undersøgelsernes entydige konklusion, at der er penge i trivsel, er det mere undtagelsen end reglen, at virksomhederne gør noget ekstra for de ansattes trivsel.

- Virksomhederne har i årevis i aviserne kunnet læse om det fornuftige i at satse på et godt arbejdsmiljø – alligevel får det dem ikke til at gøre noget. Det, at man ved noget, er ikke ensbetydende med, at man også gør noget – det er en myte, siger Tage Søndergaard Kristensen og peger som eksempel på Arbejdstilsynet, der om nogen ved meget om trivslens betydning. Alligevel har Arbejdstilsynet haft notorisk ondt i arbejdsmiljøet i årevis.

- Hvorfor arbejdsgiverne ikke opfører sig rationelt er et selvstændigt studium. Men det forholder sig sådan, at mange gør som de plejer og så agerer de reaktivt. Irma gjorde det modsatte, da virksomheden i 1999 var ved at dø. I stedet for at fokusere på produktivitet, fokuserede de på tillidsbaseret ledelse, og på den måde fik Irma skabt fremgang på bare ét år. Og i dag går det fint for Irma, siger Tage Søndergaard Kristensen.

HK vil udbrede budskabet
- Vi har længe haft på fornemmelsen, at der måtte være en stærk sammenhæng. Og derfor er det også dejligt, at få det slået fast. Nu skal vi så have udbredt kendskabet til bogen og dens budskab, siger HK’s næstformand Mette Kindberg.

Hun bebuder en større indsats fra HK’s side for at få sat budskabet på dagsordenen, så også arbejdsgivere tager det til sig.

HK har finansieret Tage Søndergaard Kristensens forskning, men har ikke haft indflydelse på hans arbejde.

Af Niels Møller Madsen

Kommentér artiklen

Kære Kent (og andre som efterlyser viden om hvordan man skaber og udvikler medarbejdertrivsel) Selvom vi nu er så heldige at have videnskabelig dokumentation for vigtigheden af trivsel på arbejd...

Kære Kent. Jeg tror du skylder bogens forfatter 10000 kr. Hvis du læser bogen rigtig grundigt får du svar på dit spørgsmål. Prøv f.eks. at slå op på side 15 - Der er begrebet "motivation" beskrev...

Det er jo med glæde, at man læser disse undersøgelser. Og vore firmaer burde tage det til sig. Men så kommer det store 10000 kr spørgsmål ? Hvad er trivsel ? Der er jo mange ting der skal kendetegn...

Oprettet: 07.06.10, kl. 09.27

Redigeret: 25.03.11, kl. 14.32

Læs eller download ”Trivsel og produktivitet – to sider af samme sag"



Ophavsret

Udgivet <07.06.10> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.