Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Juni 2011 > Fik 350.000 for fyring under barsel



Fik 350.000 for fyring under barsel

Det er ulovligt at fyre en medarbejder på barsel, samtidig med at man har en anden stilling ledig, som vedkommende vil kunne klare. Det har Retten i Næstved netop afgjort i en sag, HK har ført for et medlem.

Godt 350.000 kroner – svarende til 9 måneders løn. Så meget har en HK’er netop fået i erstatning, efter at HK har ført hendes sag ved Retten i Næstved. Kvinden var ansat som controller i en stor produktionsvirksomhed, men blev fyret under sin barselsorlov. Det er i strid med ligebehandlingsloven.

- Vi har længe kæmpet for, at godtgørelserne til medarbejdere, der bliver fyret på grund af graviditet eller barsel, skal være højere, fordi det sender et vigtigt signal til arbejdsgivere om, at det bare ikke er i orden. Derfor er vi selvfølgelig glade for denne dom, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.

Kvinden i denne sag blev fyret som et led i en større afskedigelsesrunde, fordi produktionsvirksomheden flyttede store dele af sin virksomhed til Vietnam. Alligevel var fyringen af hende i strid med ligebehandlingsloven. Rettens begrundelse går især på, at en anden stilling i bogholderiet blev ledig, da kvinden på barsel blev fyret. Denne stilling kunne hun nemt have klaret. Retten mener derfor, at virksomheden var forpligtet til at tilbyde denne stilling til hende. Virksomheden valgte i stedet at genansætte en anden medarbejder, der netop var blevet fyret fra bogholderiet.

Virksomheden gav selv den begrundelse, at HK-medlemmet var meget dygtig og ville have været overkvalificeret til bogholderi-jobbet og ville være kommet til at kede sig. Men den forklaring købte retten altså ikke.

- Dommen er vigtig, fordi den understreger, at medarbejdere, der er gravide eller på barsel altså har en særlig beskyttelse af ligebehandlingsloven, og at arbejdsgivere har en forpligtelse til at gøre alt, hvad de kan, for at beholde den pågældende medarbejder. Og det er arbejdsgivere nødt til at tage alvorlig. Ellers kommer de til at betale for det, siger Mette Kindberg.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Kommentér artiklen

Oprettet: 10.06.11, kl. 08.41

Redigeret: 10.06.11, kl. 08.41 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs mere


Læs om lignende sager:

Klik her


Udvikling i antal ligebehandlingssager i HK:

  • 2005: 48
  • 2006: 39
  • 2007: 47
  • 2008: 38
  • 2009: 65
  • 2010: 47

NB: Ligebehandlingssager dækker over fyringer og chikane på grund af graviditet og barsel og kan omhandle både mænd og kvinder. Tallene dækker over antal indkomne sager i HK’s juridiske kompetencecenter i det pågældende år. Det vil sige sager, som ender som retssager. Derudover forliger de mange sager i HK’s lokalafdelinger.

Kilde: HK's Juridiske Kompetencecenter

Er du blevet fyret?

- på grund af graviditet eller barsel og har brug fra juridisk bistand. Så klik her.


Ophavsret

Udgivet <10.06.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.