Fyret under fertilitetsforløb – fik 175.000 i erstatning
Ligesom det er forbudt at fyre en gravid, er det forbudt at fyre en kvinde, fordi hun går til fertilitetsbehandlinger. Det har retten slået fast i en HK-sag, hvor kvinden fik 175.000 kroner i erstatning.
Det er ikke tilladt at fyre en kvinde, fordi hun er gravid eller prøver på at blive det - også via fertilitetsbehandlinger. Det har byretten netop slået fast i en sag, hvor en kvinde har fået syv måneders løn – svarende til cirka 175.000 kroner – i erstatning. Hun blev fyret fra sit arbejde, mens arbejdsgiveren var vel vidende om, at hun forsøgte at blive gravid og gik til fertilitetsbehandlinger.
- Vi er glade for, at domstolene tager det her alvorligt. Det er vigtigt for at få arbejdsgiverne til at forstå, at det ikke er ok at fyre ansatte, fordi de vil have børn, siger næstformand i HK, Mette Kindberg til Nyhedsmagasinet HK.
Kvinden blev ansat som sælger hos sin arbejdsgiver – et rejsebureau - i 2005. I september 2008 begyndte hun i første fertilitetsbehandling, hvilket ikke lykkedes. Ved den anden fertilitetsbehandling blev arbejdsgiveren orienteret om det og hendes fravær blev noteret som sygefravær. Rejsebureauet gav ikke udtryk for, at den havde problemer med hendes behandlinger, men i februar 2009 fik hun en fyreseddel.
Arbejdsgiveren begrundede det med, at der var dårlige salgstal, og hun og den anden fyrede kollega i den afdeling havde de laveste salgstal. Kvinden havde desuden fået en advarsel i 2007, fordi hun havde lavet en del fejl. Arbejdsgiveren påstod, at fertilitetsbehandlingerne intet havde med fyringen at gøre.
Der var dog senere blevet fulgt op på kvindens advarsel, hvor der ingen anmærkninger var. Advarslen kunne derfor ikke have betydning for afskedigelsen, vurderede retten. Den mente ligesom HK ikke, at arbejdsgiveren kunne bevise, at fyring ikke helt eller delvist skyldtes kvindens fertilitetsbehandlinger, og tildelte hende en erstatning.
Oprettet: 24.06.11, kl. 08.52
Redigeret: 24.06.11, kl. 08.52 af Pernille Urth
Læs mere..
Lignende historier
Læs her flere historier om kvinder, der er blevet fyret på grund af graviditet eller barsel.
Udvikling i antal ligebehandlingssager i HK:
- 2005: 48
- 2006: 39
- 2007: 47
- 2008: 38
- 2009: 65
- 2010: 47
NB: Ligebehandlingssager dækker over fyringer og chikane på grund af graviditet og barsel og kan omhandle både mænd og kvinder. Tallene dækker over antal indkomne sager i HK’s juridiske kompetencecenter i det pågældende år. Det vil sige sager, som ender som retssager. Derudover forliger de mange sager i HK’s lokalafdelinger.
Kilde: HK's Juridiske Kompetencecenter
Ophavsret
Udgivet <24.06.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat