Fysisk nedslidning og stress koster kassen
Nedslidning og psykiske problemer bliver sjældent anerkendt som erhvervssygdomme, men koster alligevel flest penge i erstatninger.
Hvis du bliver slidt fysisk eller psykisk ned i dit job, skal du ikke gøre dig for store forhåbninger om at få en erstatning. Arbejdsskadestatistikken for 2010 viser, at kun omkring hver fjerde anmeldte sag bliver anerkendt som en erhvervssygdom, som udløser en erstatning.
Værst ser det ud, hvis du får en psykisk sygdom – her bliver kun 7,4 procent af sagerne anerkendt. Af dem som bliver slidt fysisk ned med fx en tennisalbue eller skulderskader - det som i statistikken hedder andre sygdomme i bevægeapparatet – får kun 14 procent en erstatning.
Den lave anerkendelsesgrad er et stort problem, ifølge Anne Marie Bryde, socialrådgiver i HK’s Arbejdsskadeafdeling.
- Det er en ekstrem lav grad af anerkendelse, og de fleste sager om vores medlemmer ligger indenfor netop kategorierne nedslidning og psykisk udbrændthed. Ansatte indenfor handel, lager og produktion bliver ofte ramt af nedslidning, og kommunalreformen har udløst store problemer med stress i den sektor.
Der skal investeres og ikke spares på forebyggelsen
Sager om nedslidning og psykiske sygdomme udløser til gengæld de største erstatninger. Udgiften til andre sygdomme i bevægeapparatet udgjorde 31 procent af de samlede udgifter til erstatninger i 2010, men kun 17 procent af de anerkendte sygdomme. Udgiften til psykiske sygdomme udgjorde 22 procent af udgifterne, men kun 5 procent af de anerkendte sygdomme.
Det siger noget om alvoren af disse problemer, som koster samfundet mange penge, mener næstformand i HK, Mette Kindberg.
- Mange af dem, som får en psykisk lidelse kommer aldrig tilbage på det ordinære arbejdsmarked. Det koster den enkelte dyrt, da det går ud over helbredet, livskvaliteten og økonomien. Men det koster også arbejdsgiverne og samfundet dyrt i form af produktionstab, udgifter til sygedagpenge og førtidspension samt belastning af sundhedsvæsenet. Det vil være en gevinst for alle parter, hvis man sætter ind med noget mere forebyggende arbejde.
Hun er derfor helt uforstående overfor, at regeringen netop har valgt at fjerne 150 millioner kroner fra Forebyggelsesfonden, som giver penge til at forebygge psykisk og fysisk nedslidning på arbejdspladsen.
- At man fjerner penge fra så vigtigt et område for at finansiere BoligJobPlanen, som giver tilskud til barnepigen eller håndværkerregningen, er en katastrofe. Det viser tydeligt, at regeringen slet ikke har forstået vigtigheden af det her.
Oprettet: 16.06.11, kl. 16.01
Redigeret: 17.06.11, kl. 14.04 af Pernille Urth
Læs mere..
Jobplan skal betales med stress-penge
Det ligner lagkage, men er måske noget helt andet, når VKO og Kristendemokraterne lover skattefradrag for håndværkerhjælp i private hjem. For regningen skal betales med penge til stress-bekæmpelse, skriver næstformand for HK, Mette Kindberg.
HK: For få erstatninger for psykiske arbejdsskader
Når én sag om mobning, chikane eller stressbelastning bliver anerkendt som en arbejdsskade, så er der 33, som bliver afvist. Langt flere skal have erstatning, mener HK.
Ophavsret
Udgivet <16.06.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.

Kommentér artiklen
Læs retningslinier for debat