Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Juni 2011 > Hver tredje arbejder i ferien



Hver tredje arbejder i ferien

Hver tredje tjekker normalt arbejdsmobil eller arbejdsmail i løbet af deres ferie, viser ny rundspørge. Det kan være problematisk, advarer stress-ekspert og HK. For det er meget vigtigt, man får koblet helt af under ferien.

Når arbejdsmobilen bimler, og arbejdsmailene tikker ind i sommerferien, er det hver tredje, der tjekker det. Det viser en ny rundspørge blandt 600 af Nyhedsmagasinet HK’s læsere.

15 procent af mændene tjekker arbejdsmail eller arbejdsmobil ofte eller ligefrem hver dag i sommerferien. Mens 9,4 procent af kvinderne gør det samme. Knap 20 procent af både mænd og kvinder tjekker arbejdsmobil eller arbejdsmail en enkelt eller to gange i ferien.

Mette Kindberg, næstformand i HK bliver bekymret over tallene.

- Det er utrolig vigtigt, at man bruger de ferierettigheder, man har og slapper helt af i ferien. Flere og flere bliver ramt af stress på grund af stigende arbejdspres, og det skal man tage alvorligt. Det kan godt virke som en lille ting at tjekke en enkelt mail og besvare et enkelt opkald, men det betyder, at du er nødt til at forholde dig til dit arbejde og dermed ikke får koblet helt af, siger hun.

Hun minder i øvrigt om, at arbejdsgiveren ikke har ret til at kræve, at du er til at få fat på i ferien på mail eller telefon. Det er direkte i strid med ferielovgivningen.

Kvinder har mere nærvær

Thomas Milsted, generalsekretær i Stressfonden og leder af Center for Stress og Trivsel er ikke overrasket over tallene, men forklarer, at danskerne i takt med den stigende arbejdsmængde er blevet mere og mere tilbøjelige til at holde øje med mail og beskeder fra jobbet i ferien.

- Det kan handle om, at man ikke har lyst til at komme tilbage til en stor bunke arbejde. Det kan også handle om eget ambitionsniveau. At mændene gør det mere end kvinderne kan både handle om, at de måske arbejder i andre typer stillinger og har mere ansvar. Men det skyldes nok også, at kvinder er bedre til at lade være, fordi de har mere samvittighed over for børnene og har et større nærvær med familien, siger han.

God øvelse at holde sig væk fra arbejdsmailen

Thomas Milsted er ikke i tvivl om, at det bedste vil være, hvis man holder sig helt fra at have noget med arbejdet at gøre i ferien.

- Når folk har ferie, skal de ikke arbejde. Så enkelt kan det siges. Hvis du åbner en mail fra din arbejdsplads, er du i gang med at arbejde. Du kan ikke gradbøje det. Men det handler også meget om, hvem man er. Nogle typer kan bare godt lide at tjekke deres mails og kan bagefter sige ”Nåja”. Og så er der jo ikke noget problem i det. Men hvis man er typen, hvor mailen ligger og rumler i baghovedet bagefter, så bør man lade være, siger han.

Lige meget hvilken type, man er, mener Thomas Milsted dog, det vil være en god øvelse at droppe mailen og telefonen.

- Det er sundt at lukke ned og tage en kold tyrker fra det hele – især hvis man er en af dem, der er afhængig af hele tiden at være på og tjekke internet, mails og beskeder. Og det er der flere og flere, der bliver. Når du lukker ned, får du reel restitution og får slappet af. Det er sundt for både hjernen og kroppen. Det er også en god øvelse i, at man ikke tager sig selv højtideligt, og at man godt kan undværes, siger han.

Af Kirsten Marie Juel Jensen

Kommentér artiklen

Gå videre til...

Fakta

Tjekker du normalt arbejdsmail eller arbejdsmobil, når du har sommerferie?

Ja, hver dag 2,1 % (21, % kvinder og 2,5 % mænd)

Ja, ofte, men ikke hver dag 8,0 % (7,3 % kvinder og 12,5 % mænd)

Ja, men kun en enkelt gang eller to 19,8 % ( 19,9 % kvinder og 18,8 % mænd)

Nej, aldrig 69,4 % (69,9 % kvinder og 66,3 % mænd)

Ved ikke 0,7 % (0,8 % kvinder og 0,0 % mænd)

Kilde: Rundspørge blandt godt 600 af Nyhedsmagasinet HK’s læsere, Maj 2011.

Oprettet: 10.06.11, kl. 08.41

Redigeret: 23.06.11, kl. 10.48 af Kirsten Marie Juel Jensen

Læs mere


Du MÅ ikke arbejde i ferien

  • Din arbejdsgiver må hverken pålægge dig at tjekke mail, telefon eller møde op på arbejdet i din ferie. Det er direkte i strid med ferielovgivningen.

  • Hvis din arbejdsgiver beder dig om at arbejde i ferien mod betaling, kan Arbejdsmarkedets feriefond kræve, at du tilbagebetaler dine feriepenge.

  • Hvis der, inden du påbegynder din ferie, sker noget helt uforudsigeligt på arbejdspladsen (det skal være mere vidtgående end at en kollega pludselig bliver syg eller skal på barsel), kan arbejdsgiveren lave en aftale med dig om, at du holder ferie på et andet tidspunkt. Men I skal være enige om det. Og arbejdsgiveren skal i så fald dække tabte udgifter, du eventuelt måtte have på billetter, der skal afbestilles og lignende.

Kilde: Ferieloven


Læs også

Mænd vælger penge - kvinder vælger ferie

Mænd foretrækker i højere grad end kvinder at få ferie udbetalt frem for at holde den, viser rundspørge.


Arbejdsgivere trumfer ferie igennem

Mange har oplevet, at chefen pålægger dem at holde ferie på tidspunkter, der ikke passer dem, viser ny rundspørge. HK mener, arbejdsgivere må gøre mere for at sikre, at medarbejdere får lov til at holde ferie med deres familier.


Ophavsret

Udgivet <10.06.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.