Du er her: hk.dk > Nyheder > Nyhedsarkiv > Juni 2011 > Indvandrere er dobbelt så ledige



Indvandrere er dobbelt så ledige

Manglende netværk og diskrimination er to af hovedårsagerne til, at ledigheden blandt indvandrere og efterkommere er mere end dobbelt så høj som for etniske danskere.

Indvandrere og efterkommere har det langt sværere på arbejdsmarkedet end deres danske kollegaer, når det handler om at finde job. Deres ledighed var i 2010 mere end dobbelt så høj.

Tal fra HK’s A-kasse viser, at ledigheden for medlemmer med indvandrerbaggrund sidste år lå på 9,2 procent, mens den for medlemmer med dansk oprindelse lå på 4, 1 procent. Den samme tendens gjorde sig gældende på landsplan.

Tallene viser også – ligesom tidligere opgørelser - at unge efterkommere af indvandrere, som er født og opvokset i Danmark, har en lige så høj ledighed som deres forældre, på trods af at de taler sproget bedre og uddanner sig mere.

Netværk og diskrimination har betydning for ledigheden
En rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), fastslår også, at blandt de personer, der tager en uddannelse, har etniske minoriteter stadig en højere ledighed end etniske danskere. De forklarer det blandt andet med forskelle i det sociale netværk og diskrimination.

Forsker Vibeke Jakobsen fra SFI, som er medforfatter til rapporten, uddyber:
- Tidligere forskning viser, at en mulig forklaring på forskellene i beskæftigelse hænger sammen de to gruppers sociale netværk. Danskere har ofte et større netværk, som de kan bruge mere aktivt i deres jobsøgning, siger hun og fortsætter:
- Forskelsbehandling spiller også ind, har undersøgelser i andre lande vist. I Sverige har de lavet et studie, hvor de sendte fiktive ansøgninger af sted, som var næsten identiske, men med forskellige navne. Personer med et arabisk navn kom sjældnere til samtale end dem med et svensk navn. Jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle være anderledes i Danmark.

Vibeke Jakobsen understreger, at når man sammenligner ledigheden blandt to så brede grupper, kan forskelle i alderssammensætningen have stor betydning. Fx hvis der er mange yngre i den ene gruppe, som oftere vil være ramt af arbejdsløshed.

HK kan hjælpe dig ved forskelsbehandling
HK’s medlemmer med anden etnisk baggrund er i gennemsnit yngre end de danske medlemmer. Men det alene forklarer ikke den store overledighed, mener HK’s formand Kim Simonsen.
- Ledigheden er påvirket af mange faktorer, men vi kommer ikke udenom, at der er en stor uforklarlig del, som kan tilskrives forskelsbehandling. Står der et udenlandsk navn i ansøgningen, vil mange arbejdsgivere bevidst eller ubevidst tillægge personen ringere kompetencer end en person med dansk oprindelse. Det kan selvfølgelig ikke være rigtigt, og jeg kan kun opfordre til, at man henvender sig til os, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet.

Af Pernille Urth

Kommentér artiklen

Gå videre til...

Ekstra info:
Ledighedstallene i artiklen er opgjort netto, dvs. fraregnet personer, som er sendt i aktivering eller lignende. Men hvis man tager dem personer i aktivering med og ser på bruttoledigheden, så er overledigheden blandt indvandrere og efterkommere endnu større. De er generelt ledige i længere tid og de bliver derfor sendt oftere i aktivering. Det sker efter ni måneder, hvis du er mellem 30 og 60 år, og efter tre måneder, hvis du er under 30 år. Bruttoledigheden for indvandrere og efterkommere i HK’s A-kasse i 2010 var 13,3 procent, mens den var 5,8 procent for etniske danskere.

Oprettet: 10.06.11, kl. 09.04

Redigeret: 14.06.11, kl. 09.42 af Pernille Urth

Læs mere


Se HK's notat om ledigheden for indvandrere og efterkommere her


Unge nydanskere har lige så høj ledighed som deres forældre

På trods af en opvækst og uddannelse i Danmark har unge efterkommere en lige så høj ledighed som deres forældre, viser en HK-undersøgelse. Forklaringen skal findes i sprogkundskaber og diskrimination på arbejdsmarkedet.


Hver anden nydansker føler sig diskrimineret

Nydanskere føler sig i langt højere grad end deres lyshudede kolleger udsat for forskelsbehandling og diskrimination, viser en undersøgelse blandt HK’s medlemmer. Nydanskerne har sværere ved at finde arbejde og føler sig frasorteret på grund af deres etniske oprindelse.


Ophavsret

Udgivet <10.06.11> © Ophavsret: Det udprintede redaktionelle stof må ikke kopieres, bruges eller distribueres i kommercielt øjemed med mindre der er truffet aftale med HK Danmarks Informationsafdeling.